Rosenreglen er Liv Nimand Duvås anden roman. I hendes første roman Vi er vel helte (2018), får vi fortællingen om at være barn af en alkoholiker. Liv Nimand Duvå vandt Munch-Christensens Debutantpris og var shortlisted til Bogforums Debutantpris for Vi er vel helte. I hendes aktuelle roman følger vi igen en ung voksen kvinde, der er blevet skadet af begivenheder i sin opvækst.

27 årige Kathrine flytter ind i et nystartet kollektiv ved en skov. Hendes kæreste Peter, som hun ikke virker specielt glad for, bor også i kollektivet. Hun er uddannet fra Kunstakademiet og arbejder på en udstilling, der skal være klar om et halvt år på Kunsthal Aarhus. Men sådan et kunstprojekt laver ikke sig selv. Hun er gået i stå. Får heller ikke besvaret mails fra museets ansvarlige. Da hun omsider får hul på opgaven, sker der underlige ting i huset. Jeg er ikke til spøgelser eller andre overnaturlige ting i realistiske romaner, men her fungerer det faktisk uden at være forstyrrende.

Den 27 årige Kathrine taler til et “du”. Dette “du” er hende selv som 13 årig og hun taler til hende med stor sympati og omsorg. Kathrine fornemmer sit eget 13 årige jeg så kraftigt, at hun nærmest er til stede i det store hus ved skoven. Vi bærer vores barndom og ungdom i os.

Vi forstår, at Kathrine som 13 årig fik taget billeder af en fotograf. Billeder i bikini. Billeder hvor hun spiser slik. At hun var alene med fotografen. At hendes mor godt vidste det. Vi forstår at Kathrine ikke havde ret mange venner. Og vi forstår at hun udvikler et uheldigt forhold til sin krop og til mad.

I huset springer gamle ar og sår op. Det væsker og bløder. Kathrine forsøger at skjule det for Peter og de andre. Hun vil ikke dele det med de andre. Skammen klistrer sig til kroppen. Den voksne krop husker. Den voksne krop er urolig og i alarmberedskab. Den voksne krop har tøj på i seng, selv når den ligger ved siden af sin kæreste.

Romanen rummer flere voldsomme, nærmest filmiske scener, der tager vejret fra læseren. Det er intenst og klaustrofobisk. Vulgært, perverst og grænseoverskridende. Det er satme godt! Det mandlige voksne blik via fotografens linse skader den unge pige i et omfang, man har svært ved af forestille sig, før man læser denne roman.

“Der er noget ved havet, der skræmmer dig. De voldsomme bølger og vandet ude ved horisonten, der næsten bliver sort. Du rejser dig, børster sandet af lårene. Fotografen pakker resten af sit gear sammen, kommer over imod dig uden sit kamera, og pludselig sætter du i løb. Uden at have besluttet dig for det. Spæner hen over stranden så hurtigt, du kan.”

Store roser til Rosenreglen! En velskrevet, interessant, vigtig roman, der på meget fin vis behandler et emne, der ikke (endnu) fylder ret meget i litteraturen.

Liv Nimand Duvå, Rosenreglen, Gyldendal, 2019, 268 sider.