Camilla Hjørnholm Olsen: Miss København
Genbesøg halvfemserne!
Mønttelefoner, Piz Buin solcreme, Pisang Ambon, HT-terminalen på Rådhuspladsen, body stockings og CK One perfume. Romanen Miss København byder på mange tidsmarkører fra halvfemserne, og jeg fik under læsningen genfremkaldt masser af fotos og film fra min egen ungdom. Er du i midtfyrrerne som mig, vil du formentlig få samme sjove oplevelse.
Kamma flytter fra Herning til København i 1996. Det samme gjorde forfatteren Camilla Hjørnholm Olsen. Navnet Kamma ligger tæt op af navnet Camilla. Senere møder vi pigen Gunilla, der flytter sammen med Kamma. De to navne ligger også meget tæt op af hinanden. Forfatteren har ikke lagt skjul på, at hun skriver på erfaringer, men Miss København er en roman. Der leges med læseren, hvornår er det Kamma der taler og hvornår er det forfatteren Camilla? Dét kan jeg godt lide!
Kamma vil gerne læse litteratur på universitet. Far hjælper med flytningen og turen til Ikea. På kollegiet møder Kamma nye venner, primært den slags der ryger hash og scorer damer. Det er drengene, hun hænger ud med. Og drengene ser hende som en del af dem. Som deres ven. Pigerne er det mere kompliceret at blive venner med.
Jeg genkender rollen som drengenes ven. Jeg var også hende med baggy bukser og oversize T-shirts. Og jeg var hende, der var veninde med den slanke, smukke, populære pige og hende der gang på gang undrede sig over altid at blive friendzoned af drengene. Heldigvis er det gået mig godt alligevel, og mon ikke også Kamma en dag finder en mand, det har forfatteren i hvert fald gjort. Men som ung er man usikker og sårbar og måler sig gerne med andre, selvom det sjældent er hensigtsmæssigt.
Måle sig med andre gør den modne forfatter også. Det foregår i kapitlerne med titlen #loggs. Her reflekterer hun over sin skriveproces og sammenligner sig med Tine Høeg og hendes succes. Det er muligt forfatteren er misunderlig på Tine Høeg (hvem vil ikke gerne være smuk og succesfuld?), men jeg tror også at Tine Høeg bliver brugt som et eksempel på, at selvom man siger, at værket skal adskilles fra kunstneren, er det slet ikke så enkelt i praksis. Om et værk bliver en succes beror ikke alene på værket, men også på faktorer som: hvilket forlag værket udkommer på, forfatteres personlighed, forfatterens netværk, omgivelsernes forventninger til værket for blot at nævne nogle. Derudover er succes selvforstærkende, som det står i romanen. Er mangel på succes det samme?
Miss København handler om at falde til og finde sig selv og at måle sig i forhold til andre. Jeg havde en fest over at spotte genstande fra halvfemserne og blev rørt og vemodig over de på overfladen små overgreb (i helt små afsnit så man næsten overser dem) den unge Kamma udsættes for (og som mange kvinder sikkert kan genkende), drenge der gramser på hende, en ung fyr der blotter sig og spiller pik, drengevennerne der viser et blowjob-videoklip fra ferien for blot at nævne nogle af eksemplerne.
Miss København er sjov og underholdende læsning til dig, der var ung i halvfemserne. Men em>Miss København er ikke kun sjov, den åbner også for en diskussion om forfatter/værk, om succes/ikke succes og om de tilsyneladende små overgreb, kvinder udsættes for.
Camilla Hjørnholm Olsen (f. 1975) har studeret dansk og litteratur på Københavns Universitet. Hun har gået på Gladiatorskolen og Vesterbro Forfatterskole og debuterede i 2017 med punktromanen Sample. I 2019 udkom Mørkekammeret.
Camilla Hjørnholm Olsen, Miss København, Forlaget Turbine, Februar 2022, 162 sider.