En boghandler og en skrædder under 2. verdenskrig. En modstandsmand og en nazist. To brødre med hver deres ideologi, som påvirker familien langt op i tiden. Den ene er man stolt af og den anden taler man helst ikke om. Det præger historierne i familien og selvopfattelsen hos den enkelte. For det er tydeligt, hvem der er den gode og hvem der er den onde. Eller hvordan er det egentligt? Kan den onde blive god? For når historien fortælles af hovedpersonen, født i 1975, barn af boghandleren, af familiens helt, så kan det gennem barnets erindringer være svært at se, om alt er sort / hvidt. For barnet ser også de vedkommende voksne og de voksne som ikke har tid til børnene.

Hun vokser op i en mindre provinsby, der er præget af, at en stor del er indremissionske. Det er hendes forældre ikke. De har den lokale boghandel, hvor der også er apoteksudslag med varer, der ikke altid falder i god jord hos de meget troende. Hendes forældre har travlt, så derfor må hende og hendes lillesøster langt hen ad vejen klare sig selv.

“Jeg længtes efter hendes maves mørkekammer, selvom hun sad på restauranten og sondemadede mig med hendes selskab”.

Sådan beskriver hovedpersonen sin blå mandag i selskab med sin mor på en restaurant, hvor de spiser skaldyr, mens klassekammeraterne er på Jensens Bøfhus. Måske lettere fremmedgjort, og med en helt anden Blå mandag end de jævnaldrende har.

Forældrene klarer sig godt. Men familiens skamplet, antihelt og sorte får, den nazistiske skrædder, klarer sig ikke godt. Han er arbejdsløs og alkoholiseret, og hendes forældre forbarmer sig over ham, og lader ham flytte ind i deres hus. Det bliver til stor glæde for de to børn, for han lærer dem at sy tøj på symaskinen til deres dukker. Da hovedpersonen syr sig gennem fingeren, er det også ham, der hjælper hende.

Camilla Hjørnholm Olsen tager fat på det svære og store emne om fundamental splittelse i en familie i sin debutroman Mørkekammeret. Det er ikke en hvilken som helst splittelse, men det at have både en modstandsmand og en nazist i familien. Den splittelse beskriver hun rigtigt godt og empatisk. Det er en roman med sproglige virkemidler, der får den til at virke biografisk, så man som læser, kan blive i tvivl om, hvorvidt hun beskriver sin egen familie og barndom eller bare få træk derfra. Hun skriver levende, stilsikkert og vedkommende, og formår at beskrive sine karakterer på en fin måde. Det kan dog virke en anelse distancerende, at hun navngiver sine hovedpersoner efter deres erhverv. Jeg blev grebet af romanen og det fine sprog, så Camilla Hjørnholm Olsen er en forfatter, jeg vil holde øje med.

Camilla Hjørnholm Olsen, Mørkekammeret, Forlaget Turbine, 169 sider, april 2019.