Tommy Heisz: Danmark før os
Nationalmuseets samlinger er fyldt med genstande fra vores fortid. Det er noget særligt at betragte den slags. Ravsmykker og redskaber, som de første mennesker i det nuværende Danmark brugte for 10.000 år siden. Tøj, våben og amuletter fra årtusinderne efter. Rester af mennesker, fundet i moser eller gravhøje.
Senere er der flere bevarede ting. Fra hverdagen slid til de kongelige skatkamre. Alt sammen noget mennesker i fortiden har rørt ved og brugt, som de har sat deres præg på eller som har præget dem. Engang blev den slags lagt på rækker i montrer, så besøgende ærbødigt kunne iagttage dem. I dag gør man heldigvis meget mere ud af formidlingen af fortiden, og et eksempel på det er bogen Danmark før os som Nationalmuseet står bag. Her bliver 50 historiske genstande præsenteret med lækre fotos og solide fortællinger af forskere, der ved hvad de taler om.
Her er alt lige fra et ravsmykke fra jægerstenalderen til en lygte, en modstandsmand brugte under krigen. Her er verdensberømtheder som Solvognen, men også en mælkejunge fra hverdagslivet omkring år 1900. Her er den økse, der måske huggede hovedet af Struensee og kraniet på en dræbt bondestenaldermand, hvis skæbne er utydelig igennem historiens tåger.
Alt sammen er samlet i visuelt flot bog, der er god at bladre i og velegnet som appetitvækker for Nationalmuseets samlinger og danmarkshistorien, hvor Rane Willerslev samler op før og efter de forskellige epoker.
Historikere, arkæologer og andre forskere har delt deres viden med to journalister, der har omsat det i letforståelige historier der gør stoffet nærværende. Personligt ville jeg gerne have haft endnu flere facts og mindre fortælling, men samlet set er det et godt bud på formidling af historien til et bredere publikum.
Tommy Heisz: Danmark før os. 320 sider, People’s Press. Udkom 28. oktober 2021