Da jeg var barn, var vi bange for atomkrig. Jeg skriver vi uden at ryste på hånden, for det var en udbredt frygt ikke bare i Danmark, men i store dele af verden. De to supermagter USA og Sovjet stod uforsonligt over for hinanden, og der nok at være bange for. ”I hope the russians love their children too,” sang Sting og vi vidste alle at der var atomvåben nok i verden til at slå os alle sammen ihjel mange gange.

Senere kom perestrojka og glasnost, muren faldt og Sovjetimperiet brød sammen. Atomfrygten blev aldrig det samme igen, heller ikke selvom der siden er kommet flere atommagter til og de ikke nødvendigvis er os venligt stemt. De er måske bare længere væk, eller også har årene med Sovjettruslen galvaniseret os. Selv truslerne om krig i Ukraine får os ikke rigtig til at frygte atomvåben; ingen tror rigtigt på at Putin kunne finde på den slags.

Anderledes var det i begyndelsen af 60’erne. Her var frygten for atomkrig levende og føltes reel. Først var atombomben alene amerikanernes, men allerede i 1949 var Sovjet med på teknologien, og snart fulgte også brintbombe, over- og underjordiske prøvesprængninger og det hele kørte op i en spids med Cubakisen i 1962, der viste verden hvor hurtigt det kunne eskalere.

1962 var også året, hvor regeringen under Viggo Kampmanns ledelse udsendte en pjece til alle danske husstande under titlen ”Hvis krigen kommer”. Pjecen havde gode lavpraktiske råd til befolkningen om, hvad de skulle gøre, hvis først supermagterne trykkede på den forkætrede knap og udløste 3. verdenskrig. Husk dåseåbneren, lød det i pjecen, der vakte stor debat i samtiden og er afsættet for nyeste bind i serien om 100 danmarkshistorier.
Debatten om ”Hvis krigen kommer” blev vidtfavnende. Nogen mente, at den opskræmte befolkningen. Andre at den lullede dem i søvn, fordi den forgøglede dem at en atomkrig kunne overleves. Andre var mere optagede af de konkrete råd, og på den måde var debatten både lidt for og lidt imod – og meget dansk. Danmark var nu ikke det eneste land, der forsøgte at undervise befolkningen i hvordan man skulle forholde sig under den atomkrig, der føltes meget tæt på.

1960erne var ikke kun officielle udmeldinger om atomkrig. Fredsbevægelsen organiserede store marcher mod atomvåben, og modstanden mod atomvåben på dansk jord bed sig fast – faktisk så meget, at det udløste politiske Nato-fodnoter og endeligt et valg i 1988. Undervejs voksede modstanden også mod den fredelige udnyttelse af atomenergien, og både dengang og nu er kernekraft et emne, der deler vandene. Til gengæld har klimaangsten overtaget atomangsten, og det rejser selvfølgelig spørgsmålet om der overhovedet var en grund til at bruge så mange ressourcer på at forberede os på og frygte en atomkrig, der aldrig kom? Casper Sylvest fremlægger fakta og lader læseren om selv at konkludere.

Atomfrygt er tooghalvtredsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr. stykket.

Casper Sylvest: Atomfrygt. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 13. januar 2022