Pernille Plaetner & Marianne Rohweder: Dårekisten
Hvad har et gammelt sindssygehospital, en hemmelig formel og mordet på en familiefar at gøre med hinanden? Og hvad med alle de stoffer, der er i omløb i Nykøbing Sjælland? Der bliver spillet på alle tangenter i Plaetner og Rohweders nye bog i serien om den nogen og fyrreårige fandenivoldske politibetjent Martha Munk.
Virksomhedsejer Mogens Bonde og hans 12-årige søn Hjalte findes brutalt myrdet i deres hjem. Eller det er hvad de først antager, for Hjalte er stadig lige akkurat i live, da Martha Munk ankommer til gerningsstedet, og hun får tilkaldt en ambulance med det samme. De er underbemandede på stationen, og Martha er først helt alene på sagen, da hendes makker Anders Berg er gået i hundene, efter at konen har forladt ham.
Da endnu en tragedie indtræffer, tilkalder politiinspektør Torben Billing dog omsider hjælp fra Den Nationale Efterforskningsenhed, og Martha skal derfor forholde sig til en ny kollega, Svend, som ved nærmere eftersyn er en ret flot og interessant mand. Han bløder i hvert fald noget op i Martha, som har været fuldkommen lukket ned, siden Nick pludselig forlod hende.
Efterforskningen fører til et tidligere sindssygehospital i Nykøbing Sjælland, hvor en iværksætter har sat sine klør i en masse unge mennesker, deriblandt Marthas egen datter. Martha ved, der er noget galt, men hun kan ikke sætte sin finger på, hvad præcis det er. Med mangel på ressourcer og tid må Martha sætte alle kræfter ind for at få opklaret sagen, inden noget uopretteligt indtræffer.
Jeg havde sindssygt høje forventninger til forfatterparret Plaetner og Rohweders anden bog i serien om Martha Munk, men desværre indfandt der sig ikke den samme begejstring, som jeg havde efter at have læst Hundeungerne – for den bog sad bare lige i skabet! Det var en noget anderledes følelse, jeg var efterladt med, da jeg havde læst Dårekisten. Jeg synes, at selve plottet var lidt for rodet og forudsigeligt, men Martha Munk kunne heldigvis bære det meste af historien. Hun er en interessant karakter, som jeg har lyst til at læse mere om.
Pernille Plaetner & Marianne Rohweder: Dårekisten, Grønningen 1, 400 sider, januar 2022