// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jean Hanff Korelitz: Et godt plot
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman, Spænding

Jean Hanff Korelitz: Et godt plot

Skrevet af den 9. februar 2022 – 06:45Ingen kommentarer

Er du en af dem, der har været fuldkommen opslugt af Susanne Biers tv-serie The Undoing eller endnu bedre bogen bag serien; Det burde du have vidst, kan jeg glæde dig med, at Jean Hanff Korelitz er tilbage med endnu en one of a kind psykologisk thriller, der efterlader sin læser siddende på kanten af stolen til sidste side er vendt.

Jake Finch Bonner har hele sit liv arbejdet henimod at blive en stor forfatter, det er bare ikke lykkedes. Nu underviser han i kreativ skrivning og forsøger ikke at blive fuldkommen bindegal. Da en af hans elever, den arrogante og selvtilfredse Evan Parker, påstår, at han slet ikke har brug for Jakes hjælp, fordi han har ideen til plottet over dem alle, er Jake overbevist om, at det rabler for den unge mand – det er bare lige, indtil han hører plottet. For det er nok det bedste plot, Jake nogensinde har hørt.

I årene der går efter mødet med Evan Parker, venter Jake spændt på at høre om den famøse bog med det uigennemtrængelige plot. Det sker bare aldrig. Ved et tilfælde opdager Jake, at Evan er død uden at have skrevet sin bog, og Jake ser sit snit til endelig at skrive bogen, der vil give ham den succes, han alle disse år har higet efter. Det ender med at gøre ham både rig og verdensberømt. Efter den store succes prøver Jake at skrive bøger, der kan nå bare tilnærmelsesvis samme høje niveau som den første bog, og alt går i den rigtige retning, indtil han pludselig modtager en mail fra en anonym afsender med teksten ’Du er en tyv’.

Jeg er virkelig stor fan af denne type bøger. Og ja, jeg ved godt, at både The Undoing og bogen bag serien deler vandene, men jeg er vild med måden, Jean Hanff Korelitz kommer ind under huden på mig på. Tempoet er langsomt, men det er også med til at bygge den stemning op, som bærer historien hele vejen, og det selvom jeg ikke var stor fan af hovedpersonen. Den famøse historie med det vilde plot bliver serveret i afsnit gennem hele bogen, og det fungerer super godt. Så endnu en virkelig god og udspekuleret spændingsroman fra Jean Hanff Korelitz, du endelig ikke må gå glip af.

Jean Hanff Korelitz: Et godt plot, Gads Forlag, oversat af Betty Frank Simonsen, 340 sider, januar 2022

Der er lukket for kommentarer.