Grace er psykolog og har sin egen praksis i New York, hvor hun hjælper fortvivlede par, der har ondt i samlivet. Hendes mand Jonathan er en velanset børnelæge, og sønnen Henry går på en dyr privatskole og spiller violin i fritiden. Derudover er hun netop ved at udgive en bog – “Det burde du have vidst” – som stiller skarpt på alle kvinder, der er ofre for egen dumhed i parforholdsøjemed. Med eget liv der kører på skinner, og masser af erfaring fra sin praksis, har hun meget at byde ind med.

Så en dag findes en mor til et barn på Henrys skole myrdet. Jonathan er af sted på lægekonference, og det frustrerer Grace, at hun ikke kan få fat i sin mand, da politiet dukker op på deres adresse og stiller mærkelige spørgsmål. Hun finder efterfølgende sin mands mobiltelefon i deres soveværelse – hvorfor ligger den der? Og hvor er han egentlig? Hvor var det, den konference blev afholdt? En masse spørgsmål vælter frem, og det er først da Grace møder en af Jonathans kollegaer fra hospitalet, at det går op for hende, at der er rigtig mange ting, hun selv burde have vidst.

Bogen starter meget langsomt. Du får den lange version af steds- og personbeskrivelser og forfatteren gør et grundigt stykke arbejde med at sikre sig, at alle er med på sceneriet. New Yorks overklasse. Velmanicurerede kvinder med barnepiger, der følger børnene i den dyreste privatskole, så de selv har tid til at gå til pilates og planlægge fundraising events.

De første hundrede sider går og tålmodigheden prøves af. Men når teksten på omslaget fortæller dig, at denne bog er til dig, der var vild med “Kvinden der forsvandt”, så læser du videre og håber, at den snart kommer i gang. Og det gør den. Bogen tager lige pludselig voldsomt fart, og du bladrer og bladrer og venter på at spændingen forløses. Men det sker bare aldrig. Lige som du er midt i en virkelig spændende bog, ender du på bøhlandet i dette fuldstændig gennemtravede sceneri: Kvinde flygter fra kaos til gammelt familiehus på landet, der er meget koldt, køleskabet er tomt, hun hører lyde, fastnettelefonen ringer, men hun svarer ikke, en dag støder hun ind i en gammel barndomsven (hankøn natürlich!) og så er jeg ret sikker på, at du allerede kender resten af historien. Suk!

Bogen er så blandet en oplevelse, at man næsten skulle tro, at der var forskellige forfattere involveret.

Jean Hanff Korelitz, Det burde du have vidst, Gad, januar 2015, 465 sider.