Proleterka betyder proletar, men det er på ingen måde beskrivende for skibet Proleterkas passagerer. Tværtimod. Proleterka er et krydstogskib fra dengang, krydstogt kun var for de rigeste, og hvor overklassen kunne drikke og hore i fred uden at blive generet af pøblen. På Proleterka har en far taget sin 16-årige datter med på togt i Middelhavet. De ved begge, at det er sidste tur sammen, for han er døende.

Alt er nu ikke fryd og gammen mellem de to. Faderen Johannes’ venner/forretningsforbindelser er med på turen, og han tilbringer mest tiden med dem. Det er ikke noget nyt, sådan har han tilbragt hele sit liv, og datteren er opvokset hos sin mormor, for heller ikke hendes mor havde rigtig lyst til at beskæftige sig med sin datter. Så datteren vokser altså op med fraværende forældre, der udsteder diktater om hendes liv gennem breve og ellers er optaget af deres eget.

Rejsen med Proleterka får da heller ikke far og datter tættere sammen. Det er nu engang svært at rimpe kærlighedsløse familiebånd, og ingen af dem prøver for alvor. Mens hendes far suger det sidste ud af livet på skibet, går hun i seng med besætningen på skift. Ikke drevet af lyst, snarere af ulyst og selvforagt. Sådan må hun forsøge at mærke sig selv, for nære relationer har hun ikke nogen af. Hendes fremmedgjorthed sætter sig endda i sproget, i hendes tanker om hendes mor og far og familiens storhed og fald – og til sidst også, viser det sig, i selve hendes plads i familien.

Fleur Jaeggy har også skrevet Tugtens lykkelige år, og med Proleterka viser hun endnu engang at hun er mesteren i at skildre kuldslåede ungpigeliv. Det er en roman om savn og ensomhed, hjerteskærende på den smukke måde, stor litteratur kan være hjerteskærende på.

Fleur Jaeggy: Proleterka. 106 sider, Basilisk. Oversat af Majse Aymo-Boot, udkom 21. juni 2021