En schweizisk kostskole for piger med rige og uinteresserede forældre. Det lyder som en klichee, men der er intet klichefyldt over Jaeggys lille roman om en 14-årig piges ophold på kostskolen Appenzell.

Fortælleren er vant til kostskoler, det er hendes syvende år som kostskoleelev, og hun er effektivt blevet flyttet til en ny hvert år, så man kan være sikker på, at hun aldrig gror rødder eller dybere venskaber. Tiden er 1950’erne, og moderne tanker om kærlig børneopdragelse er i hvert fald ikke nået til Appenzell. Her skal pigerne opdrages til gode rigmandsfruer, og med det følger naturligvis ikke kun franske verber og gode manerer, men også evnen til at tilpasse sig ydmygelser og afslag med et smukt smil.

Kostskolelivet er et ufrit liv, hvor pigernes egne meninger ikke tæller. Fra distancen bestemmer forældrene alle detaljer i deres liv, og hvad de selv ønsker kan der ikke tages hensyn til. Kun ved påbud og dødsfald træder forældrene ind i pigernes liv, ellers har de kun hinanden og de små magtkampe og håbløse forelskelser i hinanden, de får tiden til at gå med. De er ved gud ikke nødvendigvis særlig søde ved hinanden, de unge piger, med alle deres udelukkelsesteknikker, hakkeorden og iskolde skuldre, men hvordan skulle de have lært at indgå i nære relationer? Man skal ikke mange spadestik under overfladen for at mærke deres higen de efter nærhed og intimitet, allerhelst fra deres forældre.

Vores hovedperson står eksempelvis ved kostskolen og ser de sorte limousiner med chauffører glide op for at hente de øvrige piger ”Daddy kom ikke og hentede hende,” konstaterer hun tørt og måske en anelse skadefro, inden en af lærerinderne må følge hende til toget. I nogle miljøer kommer Daddy bare aldrig.
Jaeggy skildrer det blaserte og sårbare ungpigeliv med stor indføling og forståelse, men samtidig med hovedpersonens iskolde distance som værn mod ensomheden nedenunder. Vældig, vældig skarpt og fint – en kort lille bog, men flere sider behøver man faktisk ikke, når de er så velskrevne som her.

Fleur Jaeggy: Tugtens lykkelige år. 103 sider, Basilisk. Oversat af Majse Aymo-Boot, 2019