// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karin Slaughter: Genesis
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi, Roman

Karin Slaughter: Genesis

Skrevet af den 4. november 2010 – 08:15Én kommentar

Man kan godt blive ved med at blive overrasket. Jeg troede, jeg var krimi-træt, men der skal åbenbart bare nogle ordentlige krimier til at overvinde det. Og det er her bestemt en ordentlig krimi. Tilmed en rigtig god en af slagsen!

Vi møder makkerparret Will Trent og Faith Mitchell, der i samarbejde med læge og tidligere retsmediciner Sarah Linton forsøger at afsløre en brutal forbryder, der har maltrakteret en kvinde til en ukendelighed. Deres arbejde kobles sammen, den dag kvinden kommer ind på Sarahs skadestue og er så ilde tilredt, at Sarah ikke kan lade være med at bidrage til sagens opklaring på trods af, at hun har lagt det retsmedicinske arbejde på hylden i forsøget på at glemme en tragisk fortid.

Will Trent finder umiddelbart efter kvindens ankomst til skadestuen en underjordisk hule, hvor hun har været spærret inde og det står dem hurtigt klart, at hun ikke har været der alene, og at der er tale om endnu et offer. De indleder derfor en intens jagt mod tiden og mod en meget grundig og nøjeregnende forbryder.

Det viser sig hurtigt at være et større puslespil, de skal have stykket sammen og der er mange ting at holde styr på. Men kapitlerne er godt skruet sammen og forklaringerne falder på de rigtige steder, så du som læser hele tiden kan følge med. Plottet udspilles på den helt rigtige måde i det helt rigtige tempo og den opmærksomme læser vil måske også få øje på de små ledetråde, der kommer undervejs, men som ikke kommenteres på samme tid. Et lækkert lille twist, som kun gør bogen endnu bedre.

I Genesis har Karin Slaughter valgt at kæde to de hovedpersoner Will Trent og Sarah Linton sammen, to karakterer, der ellers tidligere har haft hver deres serie. Jeg har ikke læst de andre bøger, men det er på ingen måde en forudsætning for at kunne følge med i denne samskrivning. Det er første gang, jeg læser noget af Karin Slaughter og jeg er meget begejstret. Så begejstret at jeg tror, jeg vil tage fat på nogle af hendes tidligere bøger bare for at få lidt mere af samme skuffe. Rigtig god læseoplevelse.

Karin Slaughter, Genesis, Hr. Ferdinand, 2010, 473 sider.

Én kommentar »

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.