Sigrid Undset: Fru Marta Oulie
Debutroman om utroskab af Nobelprisvinder!
“Jeg har været min mand utro”.
Sådan lyder den første sætning i norske Sigrid Undsets roman om Fru Marta Oulie fra 1907. Marta er gift med Otto, som hun har fire børn med. Otto er ramt af tuberkulose og opholder sig derfor på et sanatorium udenfor hjemmet. Marta har i en årerække været Otto utro med Henrik. Henrik er Ottos bedste ven. I starten af utroskaben føler Marta hverken skyld eller skam. I takt med at Otto (som hun beskriver som en sød sympatisk mand og god far) bliver mere og mere syg længes hun dog efter tilgivelse og er ved at blive ædt op over sin situation. En situation der synes fastlåst. Uden lykke. Handlinger har konsekvenser og det erfarer Marta på den hårde måde.
Nuvel romanen handler om utroskab, men det er mest af alt katalysatoren for resten af romanen. For romanen handler i lige så høj grad om at være kvinde i starten af 1900 tallet. Marta ønsker at være lærer, ønsker at arbejde, ønsker at undervise børn. Hendes mand ønsker, at hun passer hjemmet og børnene. Hun trækker sig fra arbejdsmarkedet efter at have fået børn, for senere at vende tilbage. Men finder hverken ro eller lykke i at arbejde eller i ikke at gøre det.
Romanen handler således også om køn, roller og forventninger til hinanden. Og om klasser, om at være dannet og om værdier og holdninger. Og hun beretter om den krævende opgave at ordne vasketøj, en opgave der på den tid romanen udkom helt klart var en kvindeopgave. En opgave kvinden ikke forventedes at brokke sig over. Og det er mange temaer på små 125 sider. Men det fungerer! Sproget er klart, præcist og til at have med at gøre.
Romanen er skrevet i dagbogsform, men er i stil og sprog langt fra de moderne kække dagsbogsromaner. Stilen her er mere moden, reflekterende og klog i sin forholden sig til livet. I det hele taget tror jeg, at romanen er forud for sin tid med refleksioner om kvindens rolle i familien, på arbejdsmarkedet, kvindens selvstændige begær (“jeg begærede intet af alt det for hans skyld, men for min egen”) og med Fru Marta Oulies kritiske blik på for eksempel indretning af et hjem med statussymboler i valg af møbler.
Jeg tror, at læsere af Næste! af forfatter Nina Lykke og Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet af Heidi Linde vil sætte pris på romanen.
Jeg måtte et stykke ind i romanen, før den fangede mig, men så voksede den også på mig i takt med, at Martas liv foldede sig ud og min tro på en lykkelig slutning aftog.
Og så er der noget særligt over at læse om den smitsomme tuberkulose netop nu, hvor tredje bølge af Covid-19 raser. Om bekymring for sine kære, tanker om sygdom og død, om smittefare og afstand.
Sigrid Undset (1982-1949) var datter af en dansk mor og norsk far. Hun boede flere år af sit liv i Kalundborg. I 1928 vandt hun som den tredje kvinde Nobelprisen i litteratur. Fru Marta Oulie er hendes debutroman fra 1907, der mærkeligt nok ikke før er udkommet på dansk.
Sigrid Undset, Fru Marta Oulie, Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, På dansk ved Karen Fastrup, Forord af Ida Jessen, Denne udgave udkommet oktober 2021, 125 sider.