// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Heidi Linde: Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Heidi Linde: Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet

Skrevet af den 16. august 2021 – 07:02Ingen kommentarer

Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet er en særdeles god roman om det moderne samliv, om troskab og utroskab, om moderskab og seksualitet og om alt det bøvl livet byder på, når man forsøger at leve sit liv som kvinde, mor og hustru. Og det er en roman om usagte regler, forventninger og ritualer, man som læser hurtigt kan genkende.

Heidi Linde præsenterer os for to kvinder og deres tilsyneladende helt normale og fine liv. Der er Vigdis, der efter 22 års ægteskab og 3 børn overvejer at forlade sin mand. Der er ikke som sådan noget galt med manden, og så alligevel. Forfatteren tegner et portræt af en mand vi nok alle kender. Og som mange af os er gift med og nogen gange elsker og andre gange får flip af. Afklippede tånegle på kanten af badekaret. Våde håndklæder der ikke er hængt op. Forældremøder han glemmer datoen på. Den slags småting, der kan drive en (mig) til vanvid. Men er det nok til at Vigdis kan forlade ham? Det undersøger romanen.

Og så er der Linn, der siden de tidlige teenageår med sit smukke ydre er blevet begæret af mænd. Nu er hun i trediverne, gift og mor til en datter på 4 år. Og mændene vender sig ikke længere op efter hende på gaden. Hvem er hun så, når hun ikke længere er den eftertragtede? Og hvorfor udskyder hun at hente sin datter fra børnehaven?

Som du nok har luret, krydser de to kvinders liv hinanden, hvordan og hvorfor vil jeg ikke afsløre. Jeg vil dog gerne fortælle, at bogen er spækket med eksempler jeg kunne spejle mig i. Når jeg får pip af min mand. Når jeg opfører mig urimeligt. Når min lunte er for kort overfor børnene. Når jeg fortjener at blive rost for alt det husarbejde jeg har lavet. Forfatteren har virkelig øje for detaljer og fremskriver genkendelige scener. Det er spot on på moderne familieliv! Jeg er særligt begejstret for de scener, hvor Linn mødes med veninderne til vinaften for at læsse af på hinanden. Når de andre, går opstemte og lettere derfra, er Linn helt smadret af al den brok, de har hældt ud over hinanden.

Hvis du med fornøjelse har læst den anden norske roman Næste! af Nina Lykke , der kredser om de samme tematikker og tanker som i denne roman, vil jeg anbefale dig at få Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet på din læseliste.

Heidi Linde (f. 1973) er uddannet manuskriptforfatter, har gået på forfatterskole og har skrevet både børnebøger og romaner til voksne.

Heidi Linde, Hvad hun klager over, når hun klager over husarbejdet, Forlaget Turbine, 316 sider, Juni 2021, Oversat af Karen Fastrup.

Der er lukket for kommentarer.