Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg en gang imellem godt kan savne den kolde krig. Her viste man ligesom hvor man havde fjenden – mod øst. I dag kan fjenden for eksempel være en enspænder af en bombemand, som vi ikke har den fjerneste chance for at stoppe – og kun bliver stoppet fordi han selv fumler med sit sprængstof på et toilet.

Med Danmarks dybeste hemmelighed kan man for en stund komme med tilbage til den kolde krigs tid. Dengang man byggede enorme bunkeranlæg hvorfra Dronningen, Regeringen og centraladministrationen kunne styre landet i tilfælde af en atomkrig. Og danmarks dybeste hemmelighed er netop REGAN VEST – Regeringsanlæg Vest. Et omfangsrigt underjordisk bygningsværk et sted i Rold Skov. De to forfattere har fået en hel unik adgang – som ingen andre før dem – til det store anlæg, hvorfra op til 350 af landets vigtigste personer ville kunne føre landet videre – mens vi andre var blevet grillet af en sovjetisk atombombe(!)

Bunkeranlægget blev bygget i 1960’erne og består af to ringe i hver to etager med mere end 80 kontorer, kantine, opholdsrum, situationsrum, radiostudie og ikke mindst soverum. Vejen ned til de to ringe går gennem lange tunneller. REGAN VEST står stadig klar med sengelinned lagt frem på Dronningens seng og det hele.

Danmarks dybeste hemmelighed giver en særdeles detaljeret gennemgang af hvordan bunkeranlægget blev bygget, fungerer og er indrettet. På nær én oplysning. Stedets placering får vi ikke oplyst, og bogen beskriver flere gange hvordan man gjorde sig store anstrengelser for ikke at afsløre stedet. Men forfatterne henviser til adskillige avisartikler gennem tiden, hvor man øjensynligt ville kunne blive klogere på placeringen. I hvertfald viser man flere avisartikler, hvor forfatterne har sløret centrale oplysninger.

Man får helt klart indtryk af at den kolde krig ikke var for sjov. Hvad det har kostet at anlægge REGAN VEST og drive det med fire ansatte opsynsmænd gennem alle årene, kommer forfatterne ikke ind på. Men man sidder uden tvivl tilbage med indtrykket af, at det her var for alvor. Når man ser billederne af Dronningens intermistiske værelse eller regeringens mødelokaler har jeg dog svært ved at forestille sig, at det kunne blive virkelighed.

De to forfattere er som nævnt meget detaljerede i deres gennemgang, men det har en tendens til at blive en anelse klinisk og minde om en meget udvidet udgave af en pjece om stedet. Små skægge anekdoter er sat ind undervejs, men der mangler alligevel lidt kød og blod på fortællingen. Lidt flere mennesker, der har arbejdet eller øvet dernede. Men måske har det været svært at få noget ud af disse folk. Forfatterne skriver selv til sidst, at de har snakket med adskillige mennesker, som de med sikkerhed vidste havde været i anlægget. Men alle nægtede de ethvert kendskab til sådan et anlæg. Kun ganske få, men dog meget centrale personer, er det lykkedes at få med.

Bogen beskriver overfladisk de mange øvelser af op til 14 dages varighed, som gennem alle årene er blevet afholdt af embedsmænd i bunkerne. Nærmere detaljer om hvordan sådan en øvelse spænder af, havde også været spændende. Men igen. Forfatterne havde sikkert ville give deres højre arm for sådanne oplysninger, men mon ikke det trods alt var for langt at gå for de myndigheder, der alene ved at åbne dørene til REGAN VEST synes, de er gået langt længere, end de burde.

At den kolde krig ikke blev varm, men i stedet er aflyst af en meget mere usynlig krig mod verdensterrorismen med en svær definérbar front, kommer klart til udtryk i det faktum, at de to forfattere overhovedet har fået lov at besøge anlægget, der kunne blive et fantastisk koldkrigsmuseum. Men REGAN VEST kan klargøres med nyt tidssvarende kommunikationsudstyr på ganske kort tid, og dets lillebror REGAN ØST, et sted i Nordsjælland, står i dag klar til at tage imod Dronningen og regeringen. Et anlæg, som forfatterne beskriver, men som tydeligvis ikke er sted, der vises frem – uanset hvor mange Berlinmure, der er faldet.

Da jeg var journaliststuderende og havde faget “Krigs-, krise- og katastrofejournalistik”, researchede jeg også overfladisk i eksistensen af REGAN VEST, men kom ikke længere end til en artikel fra Ekstra Bladet i midten af 1980’erne, hvor de skrev om anlægget. Ellers var det stort set umuligt at finde information om anlægget, hvis navn sjovt nok ligger sig meget tæt op af den store amerikanske koldkrigspræsident, Ronald “Mr. Gorbatjev, tear down this wall” Reagan. Derfor er det ekstra interessant, når nogen endelig er lykkedes med at afsløre Danmarks dybeste hemmelighed. Og jeg pløjede da også bogen igennem på kort tid.

Er man en gammel nostalgiker, eller en historieløs ung, der gerne vil blive klogere, så giver Danmarks dybeste hemmelighed et enestående kig inden for i et af de helt håndgribelige beviser på alvoren af den kolde krig og hvilke scenarier man forberedte sig på. Hvor vi idag forsøger at gardere os med lovgivning, der er på kanten af at være i strid med retssikkerheden, og højtalerudkald om at holde øje med sin taske på Nørreport Station, så var det i 1960’erne en atombombe, man forsøgte at gardere sig imod. Og REGAN VEST havde kun til opgave at redde landets regeringsapparat – vi andre måtte selv klare os.

Poul Holt Pedersen og Karsten Pedersen, Danmarks dybeste hemmelighed, Billesø og Baltzer, September 2010, 176 sider.