Amalie Langballe: Forsøg udi HÅB. Hvad præster ved om kaos
Nedlukninger, restriktioner, pandemi, klimakrise det er noget, vi alle kan nikke genkendende til, det har præget meget af det sidste år, og læg så dertil en person, som har mistet sin mor, har været udsat for et seksuelt overgreb og nu mistet sin kæreste, så har man udgangspunktet for Amalie Langballes bog Forsøg udi HÅB. Hvad præster ved om kaos.
Forfatteren higer efter at finde mening eller i hvert fald bare et spinkelt håb, som hun kan læne sig op ad for ikke at blive alt for meget sortseer.
Gennem ni møder og samtaler med ni meget forskellige præster forsøger forfatteren at få lidt hold på håbet, ja hun forsøger at se, om der i alt dette mørke af kaos, som hendes verden og vi andres pt. består af, er et håb? Kan der ses lys for enden af tunnelen, eller skal og kan kaosset gribes og accepteres og leves i?
Alle samtaler beskrives med en dejlig varme og nysgerrighed, og det er rart at høre ni ’nye’ præstestemmer. De ni samtaler drejer sig om håb og kaos, og der tunes ind på tendenser, som vi alle kender til for eksempel ensomhed, klima, hamsterhjulet, generationskløfter og angsten og håbet om, at verden igen vender tilbage til den hedengangne tid, inden pandemien ramte os.
Jeg holder meget af titlen, fordi bogen netop er et forsøg. Det er Amalie Langballes forsøg på at finde håb, finde den vej hun skal betræde, for at finde den vej, hun skal gå. Implicit i titlen ligger også den opfordring, at vi skal turde forsøge at finde vores veje gennem kaos og turde ane håbets lys.
Det er en fin lille bog, hun har begået, og den er spændende at læse, og jeg tror, det vil være godt for mange at stifte bekendtskab med den, da den er et godt indspark til samfundsdebatten.
Amalie Langballes stemme er klart gennemgående i bogen, og den er skarp og koncis, – jeg kunne dog godt have ønsket mig en lidt mere skarp tunge fra de præster, hun taler med, det bliver måske lidt for meget talen rundt om emnet i stedet for at gå lige til biddet.
Amalie Langballes møde med Søren Bruun rammer mig dog, fordi de i den samtale netop kommer ind på, at vi ikke kan kontrollere kaos, men at det måske er blevet en del af tidsånden, at vi tror, vi kan. Det vil være givtigt, at vi erkender, at der er noget her i livet, vi ikke kan kontrollere. Og dertil står samtalen med Kirsten Jørgensen, som lige selv har modtaget en kræftdiagnose, skarpt, da hun på trods af sin livssituation insisterer på, at hendes livsvilkår altid er, som de nu skal være, og at det er i orden. Det er der en stor livskraft i, noget som mange sikkert vil værge sig ved, men som der kan findes en stor trøst i at være sig bevidst.
Bogen giver ikke noget facit, der er ikke to streger, som kan sættes under kaos og håbs regnestykket. Men den samtale og dialog som Amalie Langballe med sin bog er med til at sætte i gang, håber jeg vil række videre end til den nok snævre kreds, som vanligt læser denne slags bøger, for det fortjener den.
Amalie Langballe, Forsøg udi HÅB. Hvad præster ved om kaos, 170 sider, Juni 2021, Anmeldereksemplar fra People´s.