Der er næppe nogen branche, der stiller større krav til sine udøvere end den klassiske musik. Fra musikerne er små børn knokler de med talent og flid for at udleve deres lidenskab. Mange, mange må give op undervejs, mens de få hårdtarbejdende dygtige og heldige slå igennem på de store scener i Europa. Ingen kommer sovende til succesen, undervejs må alt andet ofres for kunsten.

Sådan er det også for den fem-årige pige, der får en violin i gave af sin far. Herfra er der ingen vej tilbage, musikundervisning og øvelser fylder dagene, mens violinen med årene byttes til en større og en endnu større. Drømmen er Wien, den klassiske musiks hovedstad, stedet hvor fremtidens førsteviolinister udklækkes. Undervejs isoleres hun fra sine jævnaldrende, for lige så virtuos hun er med violinen, lige så akavet er hun i sociale relationer. Hun har kun ét mål, og vejen dertil går over Østrig.

I Wien flytter hun ind hos den ældre kvinde Iris. Også for Iris har musikken betydet ensomhed og isolation. Hos Iris er det dog ikke hendes eget talent, men hendes mands, der har kostet hende igennem livet, og i Knud Romes Pigen i violinen følger vi den fem-årige piges opstigen i det brutale miljø parallelt med Iris’ historie.

Det er der kommet en forholdsvis kort roman ud af, på kun 144 sider. Langt er ikke altid lig med godt, tværtimod, men lige her virker romanen også for kort. Der er mange blinde vinkler, der sagtens kunne være belyst, og romanen virker en anelse uforløst. Når det er sagt, så er der også mange smukke takter i Pigen i violinen, der rejser fra København over Salzburg til Wien og usandsynlige Katowice i Polen. Her er drømmere og musikere, talenter i fuldt flor og dem, der har været. En livslang kamp med det sublime, en verden af skønhed, musik og virkelig nederen og personlighedsnedbrydende musiklærere.

Bogblogger har tidligere anmeldt Kort over Paradis af samme forfatter.

Knud Romer: Pigen i violinen. 144 sider, Lindhardt og Ringhof. Udkom 21. oktober 2021