Svensk debutroman om uledsagede flygtningebørn. Nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021.

Ahmed, Hamid og Zaher. Tre unge drenge. Alle uledsagede flygtninge fra Afghanistan og nu bosat på et asylcenter i Sverige. Her opholder de sig, mens de venter svar på ansøgningen om asyl. Om de er købt eller solgt. Om de må blive eller skal hjemsendes.

Rebecka er nyansat på asylcentret. Hun er netop blevet færdig med gymnasiet og hendes job består af at støtte, vejlede og hjælpe de tre unge drenge i deres hverdag. Hun ved ikke noget om integration, men hun er god til at følge regler og instrukser (tænker hun i hvert fald i starten at hun er) og regler er der mange af på asylcentret. Og det er hende, der er romanens fortæller. Hun er meget beskrivende og observerende og fordi det er hende, der fortæller, er der plads til at læseren selv kan forestille sig, hvad drengene føler og tænker. Rebecka ved det ikke, og vi ved det ikke, men vi får så mange glimt fra deres hverdag, at vi sagtens kan forstå deres bekymringer, drømme og frustrationer.

Romanen inviterer læseren indenfor i en hverdag, de færreste af os kender. På den ene side lever de tre drenge et helt almindeligt liv med skolegang, venskaber, interesse for piger, drømme og samtaler om tøj og mad. På den anden side er deres liv så langt fra andre jævnaldrende drenges. De tre drenges base er midlertidig og de voksne omkring dem er ansatte og ikke familie (og romanen får mig til at tænke på Ungeenheden af Fine Gråbøl). Selvom Rebecka er sød og engageret er hun der alene, fordi hun får løn for det og modsat hvad andre børn oplever i et almindeligt hjem, skriver personalet løbende journal om drengene. Meget registreres fx. antallet af udleverede kondomer, hvem drengene har på besøg og hvis de ikke kommer hjem til tiden.

Rebecka hører en dag, at en ung kvinde fra en anden afdeling er blevet fyret. Hvorfor? Fordi hun kyssede med en af drengene fra den afdeling, hvor hun var ansat. Man kommer tæt på hinanden, når man arbejder i nogens hjem, og der er ingen tvivl om, at det at kysse er at komme hinanden for tæt. Men hvor går grænsen? Kan man komme til at sidde for tæt under et træ i regnvejr?

De afghanske sønner giver et indblik i hverdagen og livet på svenske (og måske danske?) asylcentre for børn og unge. Romanen er let at læse og skrevet i korte kapitler og selvom den måske er kategoriseret som en ungdomsroman vil den helt sikkert kunne fange mange voksne læseres interesse.

Elin Persson (f. 1992) er uddannet socialantropolog. Hun arbejder med socialt arbejde, når hun ikke skriver. Bogen er hendes debutroman og den er udover at være nomineret til børne – og ungdomslitteraturprisen til Nordisk Råd også nomineret til Adlibris Prisen 2020.

Her er link til en læseprøve af romanen: De afghanske sønner.

Elin Persson, De afghanske sønner, Forlaget Gutkind, Oktober 2021, Oversat af Martha Flyvholm Tode, 188 sider.