Ungeenheden er Fine Gråbøls fine fine debutroman om unge på et midlertidigt botilbud med socialfaglig støtte. Vi møder her Lasse, Marie, Waheed, Sara, Hector og den navnløse fortæller. Vi følger de unge over en lang varm sommer i deres hverdag.

Fine Gråbøl har selv som helt ung boet på et bosted for unge. Hun blev nemlig ramt af psykisk sygdom, da hun gik i gymnasiet. Hun har også været indlagt på en psykiatrisk afdeling på grund af blandt andet selvskade og selvmordsforsøg.

Alt dette vidste jeg ikke, da jeg gik i gang med romanen. Godt en tredjedel inde i Ungeenheden var jeg imponeret over de præcise beskrivelser af livet på botilbuddet og googlede mig til information om forfatteren. Jeg ved ikke, hvor meget af romanen, der bygger på eget eller andres liv, men jeg ved at Ungeenheden er skrevet nøgternt og usentimentalt på en sådan “her er mit liv, sådan ser det ud måde” og at det fungerer ganske fint som skønlitteratur.

“Jeg er især optaget af stolene; hvordan de modtager mig og andre personer på værelset, lyset om morgenen på dem. Hvem de har tilhørt før, hvordan de indgår i rummet, sengens hilsner, spejlets, lampernes. Hvordan de møder natten, hvordan de møder dagen, i hvilken påklædning; lyseblåt, tykt bomuld over ryggen, gul, sej silke”.

Dele af romanen er som ovenstående citat beskrivende og observerende. Og det kan virke opremsende og uinteressant og stillestående for en læser. Men det illustrerer så fint, hvordan jeg forestiller mig, at den unge kvinde har det. Hun observerer og tager alt ind. Måske er hun hvileløs som hovedpersonen i en anden aktuel debutroman: I det hvileløse af Sidsel Ana Welden.

Åh! På en måde er Ungeenheden og dens beboere og personale en slags familie. Her sover man, spiser, handler sammen, taler, spiller spil og al den slags man også laver i en familie. Man guides og vejledes og støttes af de voksne. Man øver sig i at kunne bo, så man på sigt kan “flytte hjemmefra”. Men det er bare ikke en familie. Uanset hvor omsorgsfulde og søde de voksne så end er. De voksne er ansat. De får løn for deres omsorg. Og de kan sige op. Og forsvinde ud af de unges liv.

Vi har mødt unge mennesker ramt af psykisk sygdom før i litteraturen. Vi har læst om indlæggelse, selvskade, selvmedicinering, spiseforstyrrelser og angst blandt andet. Men jeg husker ikke, at vi har fulgt et ungt menneske over tid på et botilbud, som vi gør det her i Ungeenheden. Romanen er et velskrevet, interessant og et kærkomment bidrag til den fortløbende samtale om psykisk sygdom, der måske (håber jeg) er med til at punktere tabuer og fordomme.

“Vi trapper op i medicin og ned i medicin og ud af medicin og gør det forfra, vi spiser oxapax og griner af psykiaterne, vi prøver at dø på forskellige måder mens livet og boligen og systemet fastholder os her, vi græder sjældent, vi drikker øl på terrassen om fredagen.” Når alt kommer til alt, ligner psykisk syge unge måske i virkeligheden andre unge mere end de adskiller sig fra dem.

Fine Gråbøl, Ungeenheden, April 2021, Gads Forlag, 169 sider.