// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jakob Nørr: Brødrenes hemmelighed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Grønland, Spænding

Jakob Nørr: Brødrenes hemmelighed

Skrevet af den 22. oktober 2021 – 04:53Ingen kommentarer

Hold op noget makværk! Plottet fejler egentlig ikke noget. Det er godt tænkt og historien er okay spændende. Dog en smule forudsigelig. Man skal ikke mange sider hen i selve handlingsforløbet (efter en mere end 100 sider lang indledning) før man godt kan regne ud hvordan det hele hænger sammen.

Men selve teksten er noget makværk, som hverken forfatter eller forlag kan være bekendte. Smækfyldt med stavefejl. Forkerte navne på centrale bipersoner. Forkerte titler. landstingsformanden i Grønland er formanden for det grønlandske parlament. Han er ikke landsstyreformand. Det er formand for landsstyret. Det er egentlig også landsstyreformanden, der optræder i bogen. De første mange sider bliver han dog kaldt for landstingsformand. Indtil han til sidst er landsstyreformand.

Og så bliver det temmeligt anstrengende, at vi mere end 20 gange skal have at vide, at hovedpersonens makker i opklaringsarbejdet taler med en mekanisk stemme. Ja, tak. Vi forstod det godt efter femte gang. Vi forstod også første gang, at statsministerens rådgiver går lurvet klædt.

Plottet er som sagt godt tænkt og rimeligt realistisk. Kampen om den grønlandske undergrund med en serbisk skurk, en dansk rigmand og en smuk kvinde ind over. I spidsen for hele fortællingen står en lidt antiautoritær jægersoldat, som Jakob Nørr godt kunne bygge flere bøger op omkring. Men sørg for pokker for at gøre arbejdet ordentligt.

Jakob Nørr: Brødrenes hemmelighed. Forlaget Mellemgaard, 2019. 446 sider.

Der er lukket for kommentarer.