Det er bulderravende mørkt. Vinden hyler, og sneen står ned, så man dårligt kan se mere end en meter frem. Sådan er det i juledagene 1987 hos ægteparret Einar og Erla, der bor på en gård i den islandske ødemark. Her bor de isoleret og alene. Men pludselig banker det på døren og uden for står en fremmed mand, der med tænderne rystende af kulde beder om hjælp og husly.

Kan man gøre andet end at invitere inden for? Det synes Einar ikke, men Erla er noget mere forbeholden. Og kort tid efter ryger telefonforbindelsen. Og strømmen går såmænd også. Og der er altså noget ved mandens historie, der bare ikke hænger sammen. Erla bliver mere og mere nervøs og bange for, hvad den fremmede er ude på. Det er uhygge fra første side i dette eminente tredje og afsluttende bind i islandske Ragnar Jónassons trilogi om efterforskeren Hulda Hermannsdottir.

Med et originalt greb er bøgerne fortalt i omvendt kronologisk rækkefølge, og der er lagt spor ud i de to andrem ’Mørket’ og ’Øen’, og her får vi nu de svar, som vi har manglet.

I ’Tågen’ møder vi Hulda i begyndelsen af hendes karriere. Hulda har travlt med at efterforske en ung piges forsvinden, og hun vil ikke lade sine mandlige kolleger noget efter. Samtidig kæmper hun en hård kamp på hjemmebanen for at holde sammen på familien. Hendes datter isolerer sig og kæmper med en depression, som river og flår i forældrene. Som vi ved fra de foregående bind er noget gået helt galt i familien og nu får vi hele den tragiske historie om, hvad der skete.

Huldas egen tragedie væves ind i sagen med den forsvundne pige og med hændelserne på den afsidesliggende gård. På den vis bliver det en beretning om, hvor stærke bånd forældreskab fører med sig. Der er intet værre end når det går skidt for ens børn – og det gør det her i ’Tågen’. Det er barskt, medrivende og originalt, og vi har her en trilogi, der må komme til at stå som en milepæl i krimigenren.

Anmeldelse af de to foregående bind er her:
Mørket
Øen

Ragnar Jónasson: Tågen. Gads Forlag. 288 sider. Oversat af Rolf Stavnem. Oktober 2021