Yishai Sarids roman ”Limassol” er sort som bare pokker – indtil man når slutningen. En israelsk efterretningsagent og forhørsleder går gradvist i opløsning i sin besættelse af at forhindre bombeattentater. En palæstinenser kvæles i sit eget bræk under et forhør i de dystre fangekældre. En anden får slået tænderne ud. Agentens familie går i opløsning på trods af, at han tvinges til pause og terapi.

Agenten bevarer dog én lidt særpræget opgave. Under en opdigtet identitet som forfatterspire skal han henvende sig til den kvindelige forfatter Dafna. Hun lever primært af at hjælpe andre med at realisere deres skriveprojekter. Han vinder hendes tillid, og selv om hun har på fornemmelsen, at der er noget galt, kommer de gradvist ind på livet af hinanden. I spillet mellem dem indgås en handel. Forfatterindens søn svæver i livsfare på grund af narkomani og gæld til de forkerte mennesker.

Samtidig er hendes bedste ven, en aldrende, kræftsyg palæstinenser døden nær i Gaza. Sønnen skal hjælpes ud af stofmisbrug og gæld, og vennen skal hjælpes til Israel, hvor hans død kan lindres på et af israelernes moderne hospitaler. Som modydelse skal agenten have mulighed for at lære palæstinenseren at kende uden at denne bliver klar over, at der er indgået en handel. Palæstinenseren skal kende ham som en talentfuld forfatter og intellektuel. Forfatterinden betinger sig, at der ikke må ske noget med hendes ven.

Den gradvise spændingsopbygning fungerer rigtig godt, og det er først i bogens sidste fjerdedel, at man finder ud af, hvad agenten og den israelske efterretningstjeneste jager.

Forfatteren Yishai Sarid er jurist, offentlig anklager og tidligere ansat i den israelske hær. Han må derfor kende systemet indefra og har, som alle andre israelere, fulgt udviklingen med fredsforhandlinger, mistro, krig og attentater. Skildringen af systemet er skånselsløs, og den rå kynisme gennemsyrer efterretningstjenesten. Men faktisk opnår forfatteren, at man bliver i stand til at leve sig ind i og til en vis grad forstå de personlige dilemmaer, som agenter og forhørsledere står over for. Der er ingen propaganda for hverken Israel eller Palæstina, aktørerne på begge sider synes fanget i et spind, der gradvist kvæler dem.

Desværre knækker bogen over ved slutningen i en utroværdig og ulogisk afslutning. På mig virker det som, Yishai Sarid ikke tør tage konsekvensen af det, han har bygget op.

Yishai Sarid, Limassol, Hr. Ferdinand, September 2010, 300 sider, Oversat af Hanne Friis fra hebræisk med støtte fra Statens Kunstråd