Det er ikke nødvendigt at sidde længe med Alison Belshams anden bog i serien om Sullivan og Mullins, før man er draget ind. Der er nemlig en ondsindet morder på spil, som efterlader sine ofre mærket og med døden som følge.

Marni Mullins søn Alex’ kæreste Tash bliver brutalt overfaldet på vej hjem fra byen og bliver indlagt med svære kvæstelser og en mystisk tatovering på ryggen. Politiet retter med det samme søgelyset mod Alex, som ikke har et troværdigt alibi for overfaldstidspunktet, og som i forvejen er ekstremt fjendtligt indstillet over for politiet.
Et døgn senere dør Tash en tragisk død, og ved obduktionen opdager retsmedicineren, at Tash er tatoveret med et giftstof, hun umuligt kunne havde overlevet. Overfaldet var altså et overlagt mord.

Alex, der var til stede på stuen, da hun døde, får endnu mere føjet til listen af ting, der øger politiets mistanke. Han stikker af, og politiet starter en eftersøgning, trods efterforskningschef Francis Sullivans overbevisning om, at det ikke er Alex, der kunne have gjort det. Marni er rasende. Hun ved, at Alex aldrig ville kunne skade Tash, men da han er stukket af, kan hun ikke hjælpe ham. Samtidig er hun overbevist om, at Thierrys tvillingebror er i byen for at hævne, at Marni for mange år siden fik ham spærret inde, men Thierry vil ikke høre på hende, og Marni ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før noget forfærdeligt sker.

Så bliver der fundet endnu et overfaldsoffer med den samme type tatovering på ryggen –pudsigt nok endnu en pige, som Alex kender, og Sullivan må gøre alt for at overbevise sine kollegaer om, at det ikke er Alex’ værk, men at de har en morder på fri fod.

Alison Belsham er en mester i at skrive hæsblæsende krimier, der får dig til at sidde yderst på stolen, mens du læser. Jeg er vild med tempoet, og at der sker noget hele tiden i flere lejre. Det kunne sagtens gå galt, men Belsham er virkelig god til plottvists og til at binde sløjfe på alle løse ender til sidst. Hendes beskrivelse af den 18-årige rebelske Alex Mullins var så øretæveindbydende god. Jeg korsede mig flere gange over hans handlinger, og hvorpå han fik gravet et hul til sig selv, der kun blev dybere. Jeg glæder mig meget til at læse mere i næste bog i serien.

Læs også vores anmeldelse af Tatotyven her

Alison Belsham: Giftige nåle, Forlaget Jentas, oversat af Peter Carstens, 400 sider, maj 2021