Slægter følger slægters gang, således også i Folkhemmet i Sverige. Datteren er efterfølgeren til Sveas søn fra 2019, og datteren er Elsa, Sveas barnebarn og Ragnars datter. Hvor Svea voksede op i dyb fattigdom og Ragnars opvækst fulgte det hastigt ekspanderende velfærdssamfunds, ja så er Elsa velfærdssamfundets forkælede barn. Vokset op i en tid, hvor ingen sulter og alle kan få en uddannelse. Hvor alle kan lære mindst ét instrument i skolen og i øvrigt realisere sig selv i idræts- eller foreningslivet. Den udlevede drøm. Alt det, Svea håbede på.

Elsa kan fylde sit eget liv med sine egne værdier. Hendes far var stærkt socialdemokratisk, men folkhemmets værdier eroderer i takt med den voksende velstand. Hendes bror vil tjene penge, og Elsa selv har svært ved at finde sig til rette i al den frihed.

Vi er nu nået til yuppiernes årti, 80erne. Da hun må opgive sin langrendskarriere tager hun i stedet til USA for at arbejde som au pair. På lige vilkår mener hun, overbevist om at verden drejer sig om hende og hendes behov. Det bliver en brat opvågnen, for i Amerika er alle ikke enige i, at Ronald Reagan er forfærdelig, og at Sverige er verdens bedste land. Tværtimod. Folkhemmet står for fald, og Elsas forestillingsverden falder med den – ikke mindst da hun opdager, at man i den moderne verden ikke kun står til ansvar for egne handlinger, men også forventes at måtte påtage sig skylden for hvad ens hjemland foretog sig for 200 år siden.

Datteren er som roman noget mere ujævn end Sveas søn. Det er naturligt, at der kommer et opgør med folkhemmet svarende til den udvikling, der prægede Sverige fra 70’erne og frem, men Elsa er så nævenyttig og selvretfærdig, at jeg egentlig mistede interessen for hende. Datteren er en af den slags romaner, man kan læse hurtigt og hurtigt glemme.

Bogblogger har tidligere anmeldt Sveas Søn af samme forfatter.

Lena Andersson: Datteren. 272 sider, C&K. Oversat af Jesper Kistorp, udkom 15. maj 2021