Helle Mogensen: Malstrøm
Efter at jeg forrige år stiftede bekendtskab med psykologen Anne Lebæk i Helle Mogensens debut Havunger, kommer fortsættelsen endelig. Malstrøm lægger ud med et brag, da Anne Lebæk ved et tilfælde finder en ung kvinde brutalt myrdet i sin barndomsvenindes byhus i Hvertslunds gamle fiskerkvarter og endnu en gang bliver hvirvlet ind i en efterforskning, der nær tager livet af hende.
Psykolog Anne Lebæk finder liget af sin venindes babysitter Betinah i soveværelset lige ved siden af den lille dreng, Betinah skulle passe. Benjamin befinder sig heldigvis uskadt i sin tremmeseng, men spørgsmålet er bare, hvor meget han har nået at se. Anne kan ikke lade være med at gå ind i jagten på morderen. Betinah var nemlig Annes klient, og Anne kan slet ikke forstå, hvorfor nogen ville hende det ondt.
Anne bliver besat af at finde morderen – som gjaldt det liv eller død. Hvem var Betinah egentlig, og hvorfor føles det, som om nogen bevidst holder Anne fra at komme nærmere sandheden? Endnu engang beder det lokale politi Anne om hjælp i efterforskningen, og Anne må sande, at der er langt mere skjult under overfladen hos befolkningen i den gamle fiskerlandsby.
Malstrøm har et gennemarbejdet og velfungerende plot med noget af en uventet drejning til sidst. Af en eller anden grund fangede bogen mig bare ikke i samme høje grad som Havunger. Jeg savnede en eller anden form for udvikling i Annes privatliv, noget der gav mig lyst til at høre og vide endnu mere om hende. Hendes omsorg for venindens søn Benjamin er rørende, men føles også lidt påtaget. Måske er det samtalerne mellem de to veninder, som jeg ikke helt kunne forholde mig til. Når det er sagt, er det ikke sidste gang, jeg læser noget fra Helle Mogensen, for hun er virkelig god til uigennemskuelige plottvists.
Læs også vores anmeldelse af Havunger
Helle Mogensen: Malstrøm, Forlaget Alpha, 320 sider, maj 2021