Helle Mogensen: Havunger
Det er altid lidt af et lotteri at starte på en krimi fra en ny forfatter, men Havunger er en virkelig god debut. En god solid krimi med en anderledes hovedperson, psykologen Anne Lebæk, i stedet for den alkoholiserede fraskilte politimand, som vi har hørt så meget om. Der er også noget ekstra sjovt ved, at det er en kvinde uden anden baggrund end sin psykologiuddannelse, der giver sig i kast med at løse en forbrydelse.
Anne Lebæk har efter 15 års selvvalgt eksil været nødsaget til at flytte hjem til sin vestjyske barndomsby Hvertsund. Hendes hjerneskadede lillesøster Margit har fået det værre, og Annes anden søster Cecilie har bedt Anne om at komme hjem og være sammen med Margit, inden hun dør. Det huer ikke Anne, men hun er lige blevet skilt og kan ikke få sig selv til at sige nej. Hun får en halvdagsstilling som psykolog på en lokal klinik og begynder så småt at se alle de mennesker, hun bevidst forlod 15 år tidligere.
En dag skyller der en nøgen kvinde op på Østerstrand tæt på klinikken, og Anne opdager til sin store rædsel, at det er Christel Birkenfeldt, som Anne har en fast ugentlig samtale med. Christel som lider af thalassofobi, angst for havet. Anne kan ikke få det til at stemme. Hun er fuldkommen sikker på, at Christel aldrig ville nærme sig havet. Pludselig dukker liget af endnu en person op. Endnu en person, som Anne kender. Hun begynder selv at undersøge, hvad det er, der foregår i den lille by, og mens hun nærmer sig svaret, leder hun ubevidst opmærksomheden hen mod sig selv.
Helle Mogensen har leveret en rigtig god krimi, og som forsideteksten afslører, er det heldigvis ikke sidste gang, vi skal stifte bekendtskab med Anne Lebæk. Havunger har alle de ting, der for mig udgør en god krimi. Interessante karakterer, en god baggrundshistorie med et dysfunktionelt mor-datter forhold, kærlighed og fortidens mysterium, der kommer frem i lyset. Den er velskrevet, gennemarbejdet, og så kunne jeg næsten høre havets brusende bølger og mærke efteråretvinden i ansigtet, alt imens historien foldede sig ud.
Helle Mogensen: Havunger, People’s Press, 280 sider, februar 2019