// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thorsten Borring Olesen: Kampen om unionen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Thorsten Borring Olesen: Kampen om unionen

Skrevet af den 21. maj 2021 – 05:51Ingen kommentarer

Man skulle ikke være ret gammel i foråret 1992 for at opdage, at der foregik en ilter debat om EU – eller EF, som det stadig hed dengang. Kampen om den offentlige mening rasede i medierne, over spisebordene og i lygtepælene landet over. Ja eller nej? Krone eller euro (det hed vist Ecu, dengang). Union eller fællesskab, Fredens Projekt eller Danmarks undergang. Meningerne var mange og delte – og mange, mange var i tvivl om deres kryds til folkeafstemningen d. 2. juni.

Det endte som bekendt med et (for nogen) chokerende, men snævert, nej, og rystelserne gik gennem Europa. Danmark satte i en sjælden grad dagsordenen, og en stemmeforskel på mindre end 50.000 danskere gav dybe panderynker i både Paris, Bruxelles og Bonn.

Der blev fundet en løsning for Danmark med Edinburgh-aftalen og det nationale kompromis, men sporene fra den juni-afstemning er stadig tydelige, både i Danmark og Europa. Danmark har stadig sine forbehold, og resten af Europa fik øjnene op for, at der var og er en betydelig opposition i mange lande, der ser med skepsis og bekymring på EU.

Thorsten Borring Olesen fortæller fint om afstemningen, om de afstemninger der gik forud og om konsekvenserne i det nyeste bind af 100 danmarkshistorier. EU-stof er svært, og der er mange følelser i det. Alligevel formår han at balancere mellem synspunkterne og give en sober fremstilling af en til tider rasende og hektisk debat (på begge sider). En ny læser bør nok have en basis viden om EU for at få det fulde udbytte, for bogen handler ikke om EU, men om debatten om EU, og på 100 sider er der ikke plads til at få det hele med.

Til gengæld burde der nok have været plads til lidt flere punktummer og lidt færre indskudte sætninger, og så skulle fejlen omkring Uffe Ellemann-Jensens ”Den er hjemme forside” være redigeret ud. Den forside stammede som bekendt fra 1998 folketingsvalget, og havde ikke noget med afstemningen i 1992 at gøre.

Kampen om unionen er fireogfyrrende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Thorsten Borring Olesen: Kampen om unionen. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 9. maj 2021

Der er lukket for kommentarer.