“Toogfyrre år efter min mor blev min mor, tog hun sit eget liv. Femogtredive år tidligere gjorde min far det samme.”

Sådan lyder de første sætninger i romanen Solen er så rød af Henriette Houth. Vi synger “Solen er så rød, mor” (teksten blev skrevet i 1915 af Harald Bergsted og er sunget mange gange siden), men i denne roman er mor ikke mere. Mor har taget sit eget liv.

Det begyndte ellers godt. Vi er i Grenaa i 1970´erne, hvor far får arbejde som læge på Grenaa sygehus og mor får arbejde som sygeplejerske. De er unge, smukke, bor flot og tæt på sygehuset. Men far ser andre kvinder, trives ikke, forsøger at tage sit eget liv. Ægteskabet opløses, far finder en anden kvinde og da datteren, som er romanens fortæller er syv år, lykkedes det ham at tage sit eget liv. Datteren ved godt, at far dør, men ikke at det er selvmord. Hun vokser op med sin mor og storesøster, hvor sandheden forties. “Jeg tror ikke, hun nogensinde gjorde sig klart, hvor meget det lidt hun fortalte, derved kom til at fylde. For ikke at tale om alt det, der ikke blev sagt.”

Forholdet til moren er kompliceret, tidligt opdager datteren, at moren drikker om aftenen, hvilket hun benægter. Som teenager vokser konflikterne. Hun vil finde sin egen vej og hænger ud med venner, som hendes mor nærmest foragter.

For mig der selv er vokset op i Grenaa er det sjovt at genbesøge barndoms- og ungdomsbyens gader, butikker, ungdomsskolen, åen, der via læsningen blev fremkaldt på mit nethinde.

Tematisk er romanen i familie med Jorden under mig af Helle Vincentz, der også handler om en opvækst i skyggen af en fars selvmord og også er fortalt med både en barnestemme, en ungdomsstemme og en voksenstemme. Solen er så rød vil formentlig tiltale læsere af Jorden under mig, men den krøb ikke ind under huden på mig på samme måde. Måske fordi barnestemmen ikke rammer helt rent (lyder ikke som et barn med ordvalg, sætningskonstruktioner).

Jeg kan langt tydeligere mærke fortælleren (forfatteren?) i den sidste del af romanen, hvor det er den voksne reflekterede frustrerede vrede stemme, der taler. Og det er helt berettiget at være vred, skuffet, frustreret, føle sig efterladt, alene og så videre, når begge ens forældre vælger at tage herfra før tid.

Henriette Houth (f. 1967) romandebuterer med Solen er så rød. Hun har tidligere skrevet digtsamlinger, novellesamlinger, en børnebog og en essaysamling.

Henriette Houth, Solen er så rød, Politikens forlag, 320 sider, Maj 2021.