To kvinder sidder på en bænk i Helsinki. De har en fælles fortid, men de er der bestemt ikke af samme grund. Og dog, noget binder dem sammen med parken og hinanden. Det trækker tråde bagud i tid og sted, til Ukraine, til Paris og på en måde så langt væk som Irkursk.

De to kender hinanden fra en lille mineby i Ukraine. Her voksede de op i årene efter Sovjets sammenbrud, dengang kommunismens undertrykkelse blev afløst af et wild west, hvor nogle få blev rige og flere blev fattige. Dengang lov og orden brød sammen, og proletariatets diktatur blev afløst af de kriminelles. Det er en tid, der satte sig sine spor og som Ukraine trods flere forsøg aldrig har fået gjort sig fri fra.

I 00’erne forsøger den ene sig som model i Paris, men må vende forarmet hjem. I stedet får hun job i den hastigt fremvoksende fertilitetsindustri, hvor barnløse par køber sig til donoræg og rugemødre i Ukraine hvor lovgivningen er liberal og forstående over for de typisk vestlige pars ønsker og bagmændenes trang til at tjene penge. Alle har en interesse i at holde industrien gående, for alle tjener på det – donorer måske mindst, men sådan er det jo.

Fertilitetsbranchen kræver diskretion, løgnehistorier og korruption, så pigerne kan fremvise renskurede attester på pletfrit levned og sund familie, og har man brug for den slags, har man også brug for bagmænd, der kan fjerne uønskede vidnesbyrd og rydde op efter uheld. Og når det så går galt, ja så kan det ende med at to kvinder sidder på en bænk i Helsinki ti år senere, med falske pas og hver sin agenda for mødet. Og sådan sættes en historie i gang.

Det er en historie om vold, korruption og en industri, der absolut helst går under radaren. Det er en historie, der nok kunne fortjene en stor roman – men det får den desværre ikke i Hundeparken, trods et spædende anslag. Hundeparken løfter sig nemlig aldrig sprogligt, og det der skulle være en thriller er blevet udstyret med et plot, der mildt sagt kunne have brugt en ekstra gennemskrivning for at hænge sammen.

Sofi Oksanen var en overgang min yndlingsfinske forfatter – og det siger ikke så lidt! Bøger som Stalins Køer og Renselse er uovertrufne romaner om Estland i tiden omkring 2. verdenskrig tilsat en nutidig relevans, der fortjent gav genlyd langt ud over Finlands grænser.

Desværre gik det derefter lidt nedad bakke for Oksanens forfatterskab, og jeg var ærlig talt ikke særlig imponeret over Norma, der var hendes hidtil nyeste. Hundeparken er trods alt bedre end Norma, men det er stadig ikke en særlig vellykket bog. Det er trist, for rugemoderindustrien i Østeuropa og fattigdommen og korruptionen er underbelyste og meget aktuelle emner, som havde fortjent en bedre fortælling og lidt mere sproglig finesse.

Sofi Oksanen: Hundeparken. 414 sider, Rosinante. Oversat af Birgita Bonde Hansen, udkom 31. marts 2021