Dan Turéll: Alhambra Blues
Den 19. marts 2021 ville digteren og forfatteren Dan Turéll være fyldt 75 år. I den anledning har forlaget Alhambra genudgivet hans digtsamling Alhambra Blues fra 1983. En meget smuk udgivelse med et stemningsfuldt og symbolsk tusmørkeblåt omslag i hardcover og med blå bogblog. Forsiden prydes af den ikoniske digter med en karakterisktisk smøg i munden flankeret af hans smukke, næsten sirlige signatur. Desuden er værket blevet tilført et fremragende efterskrift af vennen Asger Scnack.
Bogen består af 175 håndskrevne dagbogsdigte, som er hurtigt læste. Og så alligevel ikke. For de er så fremragende, at man stopper undervejs for at tænke eller smile. Eller for at læse dem op for nogen eller for at læse dem igen. Eminent indfanger Turéll genkendelige hverdagssituationer og tanker, som gennem hans pen løftes og ophøjes til en poetisk fastfrysning af stemninger, steder og sindstilstande.
Samtidig giver dagbogsdigtene også et mere privat indblik i personen Dan Turéll, blandt andet understreget af, at alle digtene er håndskrevet med forfatterens elskede sorte Parke-fyldepen, og flere steder er de illustreret med små tegninger. Samtidig er digtsamlingen tilegnet hans højt elskede Chili.
Alhambra Blues er skrevet i perioden 1978-1992, som er en af de vigtigste perioder i Dan Turèlls liv. Han blev far og ægtemand, og kærligheden til hustruen Chili og datteren Lotus emmer ud af af linjerne. Længslen efter datteren, når forfatteren var på turné rundt omkring i landet, beskrives for eksempel både rammende og nærværende i digtet “#158: Far, Far: Hjemmefra (Far på turné. Brev til barnet):
“Sidder her på et hotel / helt alene, helt mig selv / Mens de andre ser TV / er ungen alt, hvad jeg kan se. / Gid jeg var hos min lille skat / som jeg gi’r nyt navn hver nat / Jeg ved ikke hvem hun er / men hun er et lille bær.”
Et meget fint og poetisk brev, der viser en anden side af den provokerende Turell med de sorte negle, der på dette tidspunkt var blevet berømt for den legendariske “Storby-Trilogien”, som er et hovedværk i forfatterskabet og i 1970’ernes danske litteratur. Men i Alhambra Blues vender han blikket mod det, der betyder allermest for ham. Som Asger Schnack skriver i sit efterskrift:
”Alhambra Blues dokumenterer en periode, hvor Dan Turéll er forelsket, bliver far, arbejder hektisk, turnerer, men hele tiden er tankerne i det nære, som i #70: ‘Tre dage i træk / er jeg vågnet i Odense. Hver gang jeg åbnede øjnene / har jeg tænkt på hvordan min kone har det / og derefter hvordan sollyset er i Istedgade lige nu.”
Så hvis man holder af Dan Turéll, og hans eminente evne til at tale til os gennem årtier, så må man omgående læse og nyde denne vidunderlige luksusgave af Alhambra Blues. Men man skal forberede sig på, at man undervejs begynder at høre Dan Turells røst runge fra sin grav på Assistensens kirkegård. Det er stærkt, gribende og ganske enkelt en fuldstændig unik oplevelse at få Dan Turéll så tæt på via disse digte. Og hvis du ikke er til digtsamlinger, så giv den alligevel en chance. Jeg er fuldstændig sikker på, at du vil holde af hvert et ord, hver en streg og hver en tanke i dettte ikoniske og poetiske stykke litteraturhistorie.
Dan Turéll: Alhambra Blues – 175 dagbogsdigte, Forlaget Alhambra, 108 sider, udgivet den 19. marts 2021.