Kåre Johannessen: Lyst og lidenskab i middelalderen
“I middelalderen talte man en del mindre om sex, end vi gør i dag, men dyrkede det tilsyneladende en hel del mere.”
Sådan siger Kåre Johannesen, som i nærværende værk kigger nærmere på danskernes og europæernes seksuelle adfærd i middelalderen. Og hvis man tænker, at det var en grå og kedelig affære, så kan man godt tro om, som ovenstående citatet også indikerer.
Bogen er både farverig, underholdende og læsværdig, og så rykker den ved vores gængse opfattelse af middelalderen som mørk og hæmmet. For hverdagen i middelalderen var både fræk, flirtende og farverig, og bogens eksempler på sensuelle udskejelser viser med alt tydelighed, at folk i middelalderen på ingen måde var så bonerne, som måske skulle tro. Brug af redskaber, voldtægt, lesbisk sex, liderlige munke og statistiske smuthuller er bare nogle af de emner, vi støder på undervejs.
I bogens ni kapitler tages vi med til alle tænkelige (og utænkelige) kringelkroge af middelalderens kærligheds- og sexliv. Samtidig hører vi om kvinde- og mandsidealer, kønsopfattelser og tidens samfundsmæssige normer.
I afsnittet med den noget farverige titel “Sjov i nonneklosteret”, som er en del af kapitel 5, der giver en udmærket gennemgang af middelalderens syn på homoseksualitet, erfarer vi for eksempel at “kvinder der gribes i lesbiske handlinger, skal lemlæstes for de første to tilfælde og brændes levende for det tredje.” Særlig forkert var det selvfølgelig, hvis de involverede var nonner. Nonner var Kristi brude, hvilket ikke overraskende gjorde det til en langt mere forargelig affære:
“Dersom nonner med en nonne, med brug af et redskab – syv års bod!”
Bogens kildemateriale er omfattende, og består af både skriftlige kilder, men også af billedmateriale fra kalkmalerier og (meget) eksplicitte kunstværker fra bogmanuskripter. Konklusionen er umiddelbart, at der faktisk ikke er den store forskel på, hvordan vores forfædre- og mødre første deres lyster ud i livet og i dag. Dog konkluderer forfatteren, at:
“I dag taler vi op ad døre og ned ad stolper om det; samfundet er gennem-seksualiseret, og der er sex overalt (…). Rigtig mange mennesker i dag har problemer med med sexlivet og skriver til brevkasser eller opsøger sexologer. Det havde man i langt minde grad dengang – til gengæld havde man problemer med kirke og myndigheder i et omfang, som vi ikke har det i dag.”
Bogen er et helstøbt og godt formidlet værk, der på mange måder er stærkt underholdende og informativt. Dog synes der at være nogle redaktionelle smuttere såsom, at man for eksempel analyserer på et billede, der ikke med i bogen. I det hele taget er billedsiden problematisk, fordi illustrationerne i flere tilfælde er løsrevet fra teksten. Og det er ærgerligt.
Kåre Johannessen: Lyst og lidenskab i middelalderen, Turbine, 186 sider, udgivet 9. april. 2021.