// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thorsten Borring Olesen og Bjørn Poulsen (red.): En danmarkshistorie. Fra middelalder til nutid
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Thorsten Borring Olesen og Bjørn Poulsen (red.): En danmarkshistorie. Fra middelalder til nutid

Skrevet af den 14. marts 2021 – 07:16Ingen kommentarer

Danmarkshistorien er lang og fuld af begivenheder. Kan den virkelig meningsfuldt koges ned til kun 440 sider inkl. register? Det var min første tanke, da jeg stod med udgivelsen fra Aarhus Universitetsforlag i hænderne. Og ja, det kan man faktisk godt, når man prioriterer benhårdt – og lægger vægt på de lange linjer for at skabe en samlet forståelse af udviklingen igennem 1000 år.

En danmarkshistorie starter med middelalderen (dog er der alligevel et lille kapitel om tiden før) i 1050 hvor Danmark havde ladt vikingetiden bag sig og var trådt ind i det kristne fællesskab, der udgjorde største delen af Europa. Herfra gennemgås samfundets udvikling i otte kapitler med beskrivelser af samfund, religion og politik. Det er en bog, der giver overblik og forståelse for udviklingen, mere end detaljerede beskrivelser af hverdagsliv eller dag-til-dag udviklingen i riget.

Fra væksten i højmiddelalderen, pest og krige til efterkrigstiden og de sidste par årtiers internationale samarbejde. Fra landbrugssamfundet hvor en gård var selvforsynende med (næsten) alt til et globale samfund, hvor et sygdomsudbrud på et marked i Wuhan kan lukke hele verdenen ned. En danmarkshistorie giver overblikket og vækker appetitten på at læse mere. Heldigvis slutter hvert kapitel med forslag til at læse videre, så man hjælpes godt i gang.

En danmarkshistorie er skrevet af historikere fra Aarhus Universitet, og det borger for kvaliteten. Den er skrevet som undervisningsbog for studerende, men lægmænd kan sagtens læse med – og få et stort udbytte og indsigt i de lange linjer i vores fælles historie. Det er en svær kunst at koge 1000 års historie ned på 440 sider, men det lykkes på fornem vis. Jeg savner dog en præsentation af de bidragende historikere, bare et par linjer til hver havde været rart til baggrund.

Udover den fysiske bog kan historien samt ekstra materiale i form af film mv. finde på danmarkshistorien.dk/ooc

Thorsten Borring Olesen og Bjørn Poulsen (red.): En danmarkshistorie. Fra middelalder til nutid. 440 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 28. januar 2021

Der er lukket for kommentarer.