// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Laura Ringo & Ida Rørholm Davidsen: Onduleret
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Noveller

Laura Ringo & Ida Rørholm Davidsen: Onduleret

Skrevet af den 22. februar 2021 – 15:52Ingen kommentarer

Laura Ringo debuterede i 2017 med Cremasterrefleksen og vandt i 2019 Blixen-prisen for ungdomsromanen Papirbryllup. Begge bøger kredser om det med at være ung, når livet driller i forhold til venner og kærester og den slags og jeg læste begge med stor fornøjelse, selvom det er halvlænge siden jeg selv var ung.

I 2020 udkom Fødedygtig som jeg var ret vild med. Fødedygtig er en roman om at arbejde som børnehaveklasseleder i folkeskolen, en roman om at have en kæreste der ønsker børn, når man selv er usikker på om man vil have børn og den skildrer skamfulde tanker og er skrevet med masser af humor.

Laura Ringo skriver om det nære og svære og i den seneste udgivelse er vi aldersmæssigt rykket til 16-17 års alderen. Onduleret er en billednovelle for unge, der er oplagt at bruge i undervisningen i udskolingen.

Julie og Janus er gode venner. De hænger ud, de går til fester og taler godt med hinanden. Til en fastelavnsfest på gymnasiet er de klædt ud som Pippi og en blå smølf og noget sker den aften, der rykker ved deres venskab.

Det er en novelle med fokus på grænser, på venskaber, på at lytte til hinanden, og en novelle om hævn. Slutningen er overraskende og vender det hele på hovedet og det er nok der diskussionen med de unge skal tages. Onduleret er også interessant og relevant uden at det er i en undervisningssammenhæng.

Ida Rørholm Davidsen er uddannet illustrator, hun har tidligere modtaget Ping-prisen og det er hende, der har illustreret Onduleret og tegningerne spiller helt fint sammen med tonen i novellen.

Billednovellen er udkommet på Gyldendal og er del af en serie om netop billednoveller for unge. Det er den første jeg har læst og den er lånt på Herlev Bibliotek.

Laura Ringo & Ida Rørholm Davidsen, Onduleret, Gyldendal, November 2020.

Der er lukket for kommentarer.