Sylvain Tesson er en fransk geolog og forfatter, der hovedsageligt beskriver sine mange rejser. Det gælder også hans selvbiografiske rejseskildring “Sneleoparden”, hvor han sammen med den kendte dyrefotograf Vincent Munier rejser til Tibets højslette for at prøve at finde den sjældne og sagnomspundne sneleopard. Med på rejsen er også en filosof kaldet Leo og Muniers kæreste, der også er fotograf.

Hele vejen gennem værket fastholdes læseren ved den spænding, der skabes ved deres søgen efter områdets dyr – især sneleoparden. Det i sig selv er dybt fascinerende læsning, hvor det levende beskrives, hvad kulde og lange ventetider betyder for sindet. Tesson reflekterer over forskellige aspekter i tilværelsen, og bogen folder sig ud til at blive et meget læsværdigt filosofisk og civilisationskritisk værk. En stærk og poetisk hyldest til naturen, som vi skal passe på.

Han fremhæver roen og tålmodigheden som positive egenskaber, der kan føre til erkendelser såsom: “overalt i menneskets have er der væsener til stede” og “jeg vidste nu, at jeg ikke længere var alene”. Med andre ord, erkender Tesson, at dyrene er til stede, selvom man ikke kan se dem.

Men bogen er ikke bare et happy go lucky i klimadebatten. Den nuancerer hele tiden emnet, og kommer ikke med entydige svar, men derimod en lang række overvejelser, hvor forfatteren indrager og citerer en række kunstnere og filosoffer. Entydigt fremsætter han dog synspunktet, at dyret er smukt. Samtidig kan han godt se, at Munier og han selv bruger dyret som objekt. Tesson fremsætter også teorier om, at dyret er et frit væsen i modsætning til mennesket, som ikke vil betale den pris, frihed koster. Men han skriver sig ikke ind i den romantiske idé om, at naturen er ren idyl. Nej, naturen er barsk og dyrene lever både af og med hinanden. Det illustreres med nogle meget barske beskrivelser af dyrenes blodige og nådesløse jagt på deres egne.

Tesson fremhæver både naturen og kunsten på bekostning af videnskaben:

“De satte virkeligheden på formel. Tal blev lagt sammen. Hvad med poesien? Fraværende. Blev man klogere? Det er ikke sikkert. Videnskaben skjulte sine begrænsninger bag ophobningen af digitale data.”

Han roser Munier for at arbejde for skønheden med i sine billeder, der fremhæver dyrenes elegance. Det er ikke sikkert, at Tesson har ret. Men hans overvejelser er hamrende interessante og kræver hele tiden stillingtagen.

Hvis jeg skulle komme med en indvendig imod værket, skulle det være, at der hele tiden refereres til visuelle forhold, som man ikke har mulighed for at se. Jeg savner simpelhen illustrationer, og man kunne med fordel have indsat nogle af Muniers fremragende fotos i bogen. Man kan selvfølgelig se dem på nettet, men det er ikke helt det samme. Hvis man vil se Muniers dyrefotgrafier på tryk, skal man læse hans værk “Tibet Mineral Animal” med digte af Tesson, som desværre ikke er oversat til dansk.

Men når det er sagt, så anbefaler jeg på det varmeste denne livsbekræftende bog, der så smukt lovpriser dyrenes og naturens skønhed. En skønhed, der kan kommer menneskene til gode, hvis vi slår øjenene op og sanserne til. “Sneleoparden” er letlæst og et ikke mindre end fremragende indlæg i tidens debat om natur og naturens diversitet. Tesson fik den prestigiøse Prix Renaudot for “Sneleoparden” i 2019.

Sylvain Tesson: Sneleoparden, Forlaget Bobo – den franske bogcafés forlag, 210 sider, oversat fra franks til dansk af Niels Schultz Ravneberg, udgivet den 9. december 2020.