Rygtet er Rasmus Daugbjergs debutroman. Det er, hvad man kan kalde en fragmenteret roman, hvor historien bliver fortalt i små, umiddelbart usammenhængende bider.

Romanen er bygget op af rygter, som bliver fortalt i bider af en unavngiven fortæller. Du’et i historien er tilflytter i en lille by, som ligesom du’et også er unavngiven. Rygterne er mange om du’ets baggrund, og hvorfor han er kommet til denne by. Gennem adskillelige rygter lærer vi langsomt byen og dens indbyggere at kende. Indbyggerne har alle deres særheder og konflikter, og det er netop særhederne, der bliver fremhævet i rygterne.

Og som for at understrege, at rygter kan være misvisende, skadende og forkerte, hører vi spøjse ammestuehistorier, rygter og forklaringer undervejs. Modstridende og mærkværdige. Hvilket alt sammen blot fremhæver det absurde i at tro på rygter.

Men det er også en utrolig realistisk fortælling. Den fortæller i høj grad om, hvordan vi alle lader os lede af rygter. Vi lytter til dem. Vi spreder dem. Vi tror på dem. Og hvis først vi tror på dem, så bliver de til sandhed.
Derfor er det også svært at komme som udefrakommende. Vi ved alle, hvor nervøs man kan være for at skulle komme ind i et nyt fællesskab. Om det er uddannelse, arbejde eller netop ved en flytning. Rygterne løber hurtigt, og de ender hurtigt med at definere, ikke hvem vi rent faktisk er, men hvem vi opfattes som.

Det er et udtryk for “os” og “dem”, og det bliver hurtigt et portræt af et af menneskets – og ikke mindst samfundets – mindre flatterende egenskaber. “Vi” danner os et indtryk om “dem”, baseret på hvad vi tror er objektiv viden, men som snarere er subjektive rygter og fordomme. Romanen giver en fin indføring i, hvor ekskluderende en sygdom rygter kan være, ilde og grimme.

Munden får i stigende grad en central plads i teksten. Folks munde, ting og natur, som ligner munde, og Guds mund. Munde spyer rygter, og munde sluger verden. Så man kan med rette sige, at rygter opsluger verden, hvis man ikke er varsom.

Rent fortælleteknisk er det interessant, hvordan forfatteren bygger et lille, isoleret lokalsamfunds historie og identitet op gennem rygter og korte beretninger om enkelte hændelser.

Det er en interessant, narrativ form, vi møder i Rygtet. Den er bestemt velskrevet og rummer meget genkendelighed. Den er anbefalelsesværdig til de læsere, der nyder sproglige udfoldelser og litterære legepladser. Og til de læsere, som sætter pris på anderledes former og fortællinger. Jeg var solgt fra første side. Jeg glæder mig til at se mere fra Daugbjergs hånd i fremtiden.

Rasmus Daugbjerg: Rygtet. Forlag Møllegades Boghandel, januar 2021. 124 sider.