Horacio Castellanos Moya er en anerkendt og hædret forfatter fra Mellemamerika, og i denne skønlitterære bog portrætterer Moya et Latinamerika, som er præget af såvel fattigdom og frygt som af millitante regeringer. Ydermere er det en fortælling om et folk, som har overlevet forfærdelige ting.

Historiens hovedperson er i eksil fra sit hjemland og har fået arbejde, hvor han skal bearbejde førstehåndsberetninger om den millitante regerings handlinger af folkemord mod den indianske befolkning. Opgavens omfang, og ikke mindste dens indhold, påvirker ham i stigende grad, og han lader læseren løbende få indblik i nogle af grufuldhederne. Imens søger han adspredelse i både alkohol og kvinder.

Og det er lige så meget eller i højere grad i hovedpersonens oplevelser i området, vi lærer om den indianske befolkning og et samfund i fattigdom. Et samfund, der er præget af både vrede og kriminalitet. Og mistillid og frygt – det var trods alt landsmænd, der torturerede, ødelagde og dræbte.

Bogen er ubønhørlig brutal og direkte i beskrivelserne af nogle af de umenneskeligheder, ofrene var udsat for. Samtidig er den også ganske eksplicit i de gentagne seksuelle handlinger.
Jegets fokus på de kropslige glæder af både øl og sex føles kun understreget af hans antipati mod den katolske kirke. Vi kommer langt ind i hovedpersonens psyke, hvor vi i stigende grad erfarer, at han ikke selv er “hel i hovedet”.

“Jeg er ikke hel i hovedet” bliver til et mantra gennem bogen. Udgangspunktet er beretningerne om de soldater, der dræbte og parterede børn foran mødre og fædre og derefter mødre foran fædre. Det er et udtryk for den sorg og det vanvid og traume, disse umenneskelige handlinger, folkemordet har leveret og repræsenterer. Men det er også et udtryk for den sindstilstand, soldaterne måtte være i for at kunne udføre sådanne gruvækkende handlinger. Og ikke mindste et udtryk for fortællerens egne følelser over både at have påtaget sig ansvaret for den pågældende opgave og effekten af at læse om det over et tusinde et hundrede sider. Det er hele nationen og menneskeheden, der ikke er “hel i hovedet”.

Stilen er også værd at bemærke med sætninger, der strækker sig over både hele og halve sider. Det er som et litterært udtryk og bevidner først og fremmest om forfatterens store forståelse af sproget. Samtidig giver det også en direkte vej ind i det kaos, der er hans tanker. Det går stærkt, og de blandes automatisk sammen i et vivar og lange strømme. Snart føler vi, at vi er ham, og samtidig er han også hele denne befolkning, som har oplevet disse forfærdelige begivenheder.

Jeg er fascineret og imponeret. Sanseløshed er en fortælling, der er lige dele paranoid og tragisk. Selvdestruerende og formålssøgende på samme tid. Den er barsk, selvom den er skønlitterær, for autenciteten og virkeligheden strømmer ud af den i en meget indlevende stil. Den gør indtryk og er bestemt en læsning værd.

Horacio Castellanos Moya: Sanseløshed. Oversat ved Maria Catalina Heitmann. Forlag Editorial Aurora Boreal, 2020 (originaltryk 2004). 147 sider.