Da bedstemor Tanja i begyndelsen af 1990’erne afleverer et manuskript med familiens historie til sin sønnesøn mangler én. Bedstefar Mikhail glimrer ved sit fravær.

Det er ikke nyt, han har altid været en flygtig, mytisk skikkelse i familien, en mand der må have eksisteret fordi han var far til bedstemor Tanjas søn og dermed til fortællerens far, men hvis navn, beskæftigelse og livshistorie forsvandt et sted ved fronten under 2. verdenskrig og lod den gravide Tanja alene tilbage.

Han er så forsvundet, at selv 50 år efter, selv efter kommunismens fald, mangler han stadig i familiekrøniken, og bedstemor Tanja vover ikke at fortælle sandheden før hun går bort.

Det var ikke kun bedstefar Mikhail, der forsvandt dengang. Det er en skæbne utallige russiske familier deler: der var en tid, hvor mænd og kvinder blev skrevet ud, glemt og pakket væk i gemmerne, mens de overlevende og tilbageværende familier forsøgte at lade som om, de aldrig havde eksisteret. En tid hvor frygten herskede, og man dukkede nakken og glemte for en sikkerheds skyld.

Men nu er alt anderledes, og en ny tid er begyndt. Med den begynder også jagten på sandheden om de forsvundne. Den jagt påtager vores fortæller sig. Ikke fordi han jagter sin egen bedstefar Mikhail, men fordi der er gode penge i at rode i gamle arkiver, opsøge de forladte barakker bag pigtråden i øde egne, finde vidnesbyrd om de forsvundne og kunne give de efterladte vished. Døde deres fædre, søstre eller mænd i lejrene, i krigen, som desertører, som helte eller som skurke? I det 20. århundredes Sovjet kunne der være mange årsager til, at en mand pludselig var slettet fra den kollektive hukommelse.

Det skulle bare være for pengenes skyld, men det bliver også til en jagt på den russiske sjæl, på århundredets forbrydelser og i sidste ende også en begyndelse på det nye Rusland. Landet hvor mafiaen er rykket ind, hvor krigen er tilbage – om end kun i Tjetjenien – og hvor nye magthavere langsomt men sikkert kryber ind, hvor de gamle faldt. De hedder noget andet, men magtens sprog er stadig undertrykkelse og i kulissen venter en gammel KGB agent på at tage over. Og sandheden om bedstefar Mikhail er også derude, sammen med de forviste i ørkenen i Kasakhstan og hundetsaren i tajgaen.

Augustmennesker er en formidabel roman, der kravler ind under huden på én. Den er endnu bedre end Lebedevs første roman på dansk, Ved glemslens rand, og flere gange undervejs kom jeg til at drage paralleller til nogle af beretningerne i nobelprisvinderen Svetlana Aleksejevitjs Secondhand-tid, der også handler om tiden efter Sovjets fald og hvordan det blev oplevet af dem, der sad tilbage i ruinerne af det sammenstyrtede imperium.

Lebedev er en forfatter, man skal holde øje med, og alle har bare den mindste interesse for Rusland, for 2. verdenskrig, for livet i Sovjettiden eller bare for stor litteratur bør læse med!

Sergej Lebedev: Augustmennesker. 338 sider, Forlaget Palomar. Oversat af Lotte Jansen, udkom 19 november 2020.