// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Leonora Carrington: Hørerøret
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Leonora Carrington: Hørerøret

Skrevet af den 13. november 2020 – 07:26Ingen kommentarer

“En af det 20. århundredes mest originale, frydefulde, tilfredsstillende og stilfærdigt visionære romaner.” Sådan skriver forfatteren Ali Smith i sit fremragende forord til Leonora Carringtons kultroman ‘Hørerøret’, der nu, takket være mikroforlaget “Sort Kat”, udkommer på dansk.

Det glæder mig dybt i mit hjerte, at der endelig sættes fokus på surrealismens glemte kvinder. Mange har sikkert set Louisianas fremragende udstilling “Fantastiske kvinder”, der skriver disse kvinder tilbage i kunsthistorien. Feministen, kunstmaleren og forfatteren Leonora Carrington er en af de kvinder. Og udgivelsen af nærværende værk kunne ikke være bedre timet.

Leonora Carrington (1917-2011) var en del af den surrealistiske bevægelse i mellemkrigsårenes Paris, og under anden verdenskrig flygtede hun ligesom mange andre surrealister til Mexico. Her boede hun resten af sit liv.

“Hørerøret” er en vildt fabulerende, satirisk og humoristisk fortælling om den 92-årige Marian Leatherby, der bliver tvunget på plejehjem af sin søn og svigerdatter. Marian er en halvdøv, tandløs, chokoladeelskende kattedame. En dag forærer hendes vendinde Carmella hende et hørerør, så hun kan smuglytte til familiens samtaler. Samme aften hører Marian sig selv omtalt som “en savlende sæk kød i forrådnelse”. Den lårtykke ironi, er hylende morsom og ramt lige på kornet, og kritikken af et samfund, der ser ned på ældre og kvinder er knivskarp og skræmmende aktuel.

På plejehjemmet tapper bestyreren Gambit al mulig livsglæde ud af beboerne med infantiliserende gymnastik og lommepsykologi. Fortællingen udvikler sig til en surrealistisk tour de force, der er ‘Alice i eventyrland’ værdig. Blot er humoren, normkritikken og det feministiske manifest trukket endnu skarpere op hos Carrington. En underverden fuld af mystik, okkultisme og surrealisme åbner sig, og bogen sender et budskab om, at vi bør opfatte tingene (kvinderne, mennesket, naturen) på en anden måde. Og at vi kan finde liv, hvor vi egentlig ikke havde regnet med det. Som Ali Smith så præcist formulerer det: “Den [bogen] beder sine læsere om at gøre plads til det mørke, det vilde og gentænke, hvordan magt fungerer”.

Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at læse ‘Hørerøret’, der på mange måder sender tankerne i retning af “The Matrix”, hvor verden ser helt anderledes ud, hvis man spiser den røde pille. Her er hørerøret adgangen til en verden vendt på hovedet. Det er visionært, det er originalt, det er frydefuldt. Jeg kan ikke anbefale denne perle af en bog nok.

Leonora Carrington: Hørerøret, Forlaget Sort Kat, 237 sider, oversat til dansk af Ceclie og Mette Egerod, udkom den 18. september 2020.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.