Jeg må indrømme, at jeg først og fremmest blev nysgerrig på denne bog, fordi den er utroligt smukt indbundet. Og da jeg så læste bogens beskrivelse, var den simpelthen for svær at vende ryggen til. Nikoline Werdelins debut er noget for sig, og jeg håber sådan, at den ikke er den sidste bog, vi får fra hendes hånd.

Hans er 67 år og er for nyligt blevet skilt. Hans stilling som biolog hænger i en tynd tråd, alt imens Hans’ store passion for at rejse til de norske fjelde for at forske og redde den truede lemming fra at uddø også er ved at være en saga blot. Det sætter en række tanker i gang hos Hans. Hvad hvis den kvinde, han aldrig fik, alligevel får øjnene op for Hans? Især hvis han fik styr på sit liv, dyrkede motion og fik succes med sit forskningsprojekt. Det kræver selvfølgelig, at han stadig har et job og en lejlighed på Frederiksberg, han har råd, samt en generel vilje til at ville noget mere med sit liv.

Inge er netop fyldt 80 år, og selvom det burde udløse en masse festivitas med familien, må Inge erkende, at hun ikke har det bedste forhold til sin datter Mette-Louise. Faktisk har Mette-Louise gjort det klart over for Inge, at hun ikke vil se hende længere, da ”relationen stadig er meget kompliceret”. Inge kan ikke helt forstå, hvad hun har gjort galt. Hun er bare meget ærlig i sine observationer af andre mennesker og selvfølgelig også sin datter. Inges noget hårde facon er bestemt ikke alle folks kop te, men da hun en dag yder førstehjælp til en ung pige, som på mere end en måde har brug for Inges hjælp, ændrer det på sin vis den ældre kvindes syn på sit eget liv.

På en varm, humoristisk og melankolsk måde får Nikoline Werdelin viklet fem fortabte skæbners liv ind i hinanden. Vi hører om SOSU-assistenten Heidi, som giver blowjobs for at betale for logi for sig selv og sin 6-årige søn Samuel. Vi hører om suffløsen Gunhild, der kun ønsker at dø – det værende sig af et væltet træ, af kulde eller ved at spise piller. Vi hører om den unge familiefar Nicolas, hvis ægteskab knager så meget, at man burde kunne høre det i hele opgangen.

Historierne er skrevet så vanvittigt godt, og mens jeg læste, blev jeg dybt rørt over den ensomhed, de alle føler, samtidig med at jeg kluklo højt over Werdelins knivskarpe beskrivelser af Gunhild, af den friske og noget selvtilfredse 80-årige Inge og især af Hans’ akavede tilgang til andre mennesker generelt. Du må endelig ikke snyde dig selv for denne debut. Det er den oplagte julegave til dig selv eller en, du ved, elsker samfundsromaner med den helt rette mængde samfunds -og miljømæssige (for ikke at nævne ægteskabelige!) problemer, venskaber, kærlighed og ensomhed. Og humor ikke mindst.

Nikoline Werdelin: Hvordan man redder en lemming, Gyldendal, 416 sider, oktober 2020