“…der er noget, jeg har tænkt på lige siden Noelia døde: Hvem af naboerne giver besked, hvis jeg stiller træskoene? Og giver besked til hvem? Til instituttet? Og hvad vil dem på instituttet gøre? Lægge mig i en kiste med instituttets initialer? Begrave mig mellem nogle ruiner som nationale kulturarv? Jeg tvivler.”

“Umami”, der er skrevet af den mexicanske forfatter Laia Jufresa, er en vidunderlig, bittersød fortælling om at leve med ensomhed, død, smerte og sorg. Og lige så stille finde fodfæste igen. Vi befinder os dybt inde i Mexico City, hvor Klokkehusene ligger. De fem huse er opkaldt efter de fem grundsmage; surt, sødt, salt, bittert og umami. Her fortælles historien om den gruppe af mennesker, der bor i husene med de symbolske navne.

Fortællestrukturen er original – der er fem forskellige perspektiver, der fortæller om årene fra 2005-2001 – altså baglæns eller retrospektivt. Alle er fortællinger om en stor personlig sorg, men fortalt med et stille glimt i øjet, der sender tankerne i retning af den islandske forfatter Auður Ava Ólafsdóttirs “Ar”.

Først møder vi Ana på tolv år, der bor i huset “Salt” med sine forældre og to søskende. Familien er mere eller mindre opløsning på grund af søsteren Luz’ død. I huset “Bitter” bor en designstuderene, der opfinder nye farver; grist (lidt grå, lidt trist), skrød (den lyse rosa farver, der er under en sårskorpe, som man har revet af). I “Sur” bor på Pina alene med sin far. Hendes mor er rejst, og bare efterladt et brev. I “Umami” bor antropologen og enkemanden Alfonso. Efter sin kones død har han taget orlov fra universitet for at drikke tequila og passe “pigerne”, hvoraf kun den ene trækker vejret.

Forfatterens leg med epikken er genial – for hvornår starter og slutter en fortælling egentlig? Jufresa har udtalt i et interview, at hun ønskede at skrive en fortælling om sorgens væsen i en given periode, fordi hun også ønskede at beskrive sorgens nænsomme ophør. Derfor er Umami-metaforen også genial – for, hvornår holder man op med at sørge? Ligesom med Umamismagen er det svært at udpege nuancerne – det afhænger helt af, hvad man spiser. Og man kan altid tilsætte mere salt eller sukker.

Alle historierne er gribende, og giver os en sjælden mulighed for at rejse igennem bevidstheden hos folk omkring os. Samtidig indfanges tiden efter sorgen, hvor livet så småt begynder at forankre sig igen, så smukt og poetisk som det spirende foråret. Hele tiden med Mexicos City hårdtslående beat, som et kontrastfyldt og begavet akkompagnement. Det er ganske enkelt en meget, meget fin fortælling, der får vores mentale tænder til at løbe i vand, og som jeg anbefaler til alle, som holder af velfortalt litteratur med noget på hjertet.

Laia Jufresa: Umami, Skjødt Forlag, 298 sider, oversat fra spansk af Ane-Grethe Østergaard, udgiver 22. oktober 2020.