’En psykolog, hendes psykolog og vores liv bag facaden’.

Jeg kan huske, da jeg for nogen tid siden takkede ja til denne bog og nysgerrigt tænkte; ja selvfølgelig har en psykolog også brug for at tale med nogen. At denne ellers velafbalancerede intelligente kvinde så ville stå over for en af sit livs nok største kriser og ikke være i stand til at tage imod sine egne råd, det var virkelig interessant læsestof.

Lori er praktiserende psykolog i L.A., har en søn på ca. 8 år og har et ret godt liv. Da hendes kæreste pludselig og uden varsel forlader hende, fordi han efter to års samliv ikke kan se sig selv bo sammen med et barn, der ikke er hans de næste 10 år, bryder Loris liv totalt sammen. Kæresten vil nemlig have sin frihed, nu hans egne børn er voksne. Lori er ude af sig selv og tyr til totalt selvpineri. Hun taler med alle sine veninder om kæresten for at få deres bekræftelse af, at han er det værste af det værste, og stalker ham på de sociale medier blot for at opdage, at han helt ubemærket allerede er kommet videre. Lori vil have svar. Hvordan kan han ændre kurs fra den ene dag til den anden?

Heldigvis finder Lori hurtigt ud af, at hun må tale med en professionel – have nogle få sessioner for at komme igennem det. En ligesom hende selv, men bare ikke en som hun eller hendes kolleger taler med – og det er her, Lori bliver den erfarne og temmelig sære psykolog Wendells nyeste patient. Over en periode på et par år tager Lori os med på en dybt personlig rejse gennem konsultationer hos Wendell og Loris egne samtaler med sine patienter. Det er tankevækkende, til tider latterfremkaldende og uden tvivl spændende.

Det tog mig nogen tid at læse ’Måske skulle du snakke med nogen’. Her må jeg lige indskyde, at det ikke var, fordi historien var en tung biografisk afhandling om et menneskes psykologiske deroute og vej ud af krisen – faktisk synes jeg, at Lori Gottlieb skriver utroligt fængende og lettilgængeligt om sin egen livskrise og om de patienter, der konsulterer hende, som var det en fiktiv roman. Jeg læste bogen langsomt og opmærksomt i etaper, fordi historien var så interessant, og jeg måtte reflektere undervejs. Hvor det måske kan synes nemt at hjælpe andre, er det langt sværere at bruge den samme metode på sig selv – især hvis den hjælpende først skal igennem i række lag af selvbedrageri og ikke mindst selvpineri.

Lori Gottlieb: Måske skulle du snakke med nogen, Bilgrav Publishing, oversat af Ingeborg Christensen, 449 sider, november 2020