” – Få kroppe er uskadte / fuldstændig intakte / de fleste er deformerede / nogle ligner brændt træ / andre er opsvulmede / og så er der fragmenterne / et ben en torso en hånd.”

Et ben. En torso. En hånd. I den brutale og hårdtslående digtsamling “Flowmatic” er kroppene gået i stykker. De er lemlæstede af krigen. Maltrakterede. Sprængt itu. Og de er spredt ud over hele digtsamlingen, hvor de kontinuerligt kursiveret bryder epikken, bryder flowet og bremser fortællingen – fuldstændig ligesom når verden går i stå, når en tragisk hændelse rammer os. De spredte lemmer sender samtidig vores tanker til krigens slagmarker. Andre kropsfragmenter som “penis” “næsebor” og “kønsorgan” er også spredt fragmentarisk ud over siderne. Nogle af dem har en funktion i fortællingen som for eksempel de udspilede næsebor. Men de kursiverede kropsdele “et ben, en torso en hånd” finder aldrig et tilhørssted og forbliver løsrevne fragmenter. Langsomt reduceres gentagelsen og til sidst, er det kun torsoen, der er tilbage.

Flowmatic handler om vold, undertrykkelse og krigens rædsler. Samtidig med, at den handler om strukturer, der fastholder individet i ufrie og låste positioner, hvilket allerede angives i værkets titel. Det pirrende ord FLOW-MATIC eller B-O (Business Language Version 0) er det første engelsklignende computersprog, udviklet i 1959 og forløberen til COBOL (Common Oriented Business Language). Under Iran-Irak-krigen videreudviklede nogle ingeniørstuderende COBOL, så det kunne bruges til at registrere alle krigens uidentificerbare kroppe – for i det mindste at give dem et identifikationsnummer. Sproget virkede på tværs af landegrænser, fjender og fjendebilleder.

“[01] jeg stirrede længe på dig / og skærmen den nat du så / meteorsværmen gemme de åbne vinduer / jeg programmerede et nyt datasystem med COBOL / opfandt og indkodede de 7-cifrede identifikationskoder / de 7-cifrede identifikationskoder for at systematisere de uidentificerbare kroppe / et ben en torso en hånd .”

Inddragelsen af det lapidariske computersprog er vanvittigt genial. For som krigen, er computersproget fremmedgørende og på mange måder umenneskeligt – helt uden følelser og nuancer. Samtidig bliver det en metafor for det, som værket kredser om – intersektionaliteten, altså skæringspunkterne mellem de forskellig undertrykkelsessystemer og hierarkier, og de konsekvenser de har for det enkelte individ. FLOW-MATIC blev konstrueret med henblik på at skabe og internalisere det sprog, som den digitale tidsalder krævede. På samme måde konstruerer værkets digterjeg et formsprog helt uden modsætninger. Det kan rumme både nutid, fortid og fremtid og gør objektet til subjekt. Ligesom krigen gør det. Selv siger forfatteren:

“Digterjeget eksperimenterer med at udvikle et formsprog, som ikke er begrebsstyret og som ikke hviler på konventioner. Et formsprog fri for dikotomier, dvs. fri for tendensen til at genererede mening gennem dikotomier (…). Dikotomierne – eller vores gængse opfattelse af dem – er med til at forme vores verdensbillede og opretholde hierarkierne; Straightness for eksempel regerer ved uafladeligt at marginalisere querness.”

Digtsamlingen bærer undertitlen “absintdigte”, og man skal tænke sig lidt om for at forstå sammenhængen med denne alkoholiske drik, der ofte forbindes med myten om det franske kunstnerliv i La Belle Epoque. Men jeg er kommet frem til, at det selvfølgelig er en reference til den fosforiserende absintgrønne farve, som computerskærmene deres skrift havde i dens tidlige dage. Her optræder farven også så sanseligt sammen med rubinrødt, krystalliseret morgendug og frost under stilletterne. Eksplosive farvesplash. På computeren. På slagmarken.

Digtsamlingen er noget noget af det mest uhyggelige, jeg længe har læst. Eminent tematiserer og italesætter værket den uendelige meningsløshed, som krig og undertrykkelse efterlader i sine blodige spor. Og derfor gør det heller ikke noget, at den efterlader nogle ubesvarede spørgsmål. For det er jo netop det meningsløsheden og krigens gru gør – efterlader spørgsmål, der aldrig besvares.

Shadi Angelina Bazeghi: Flowmatic, Gyldendal, 92 sider, udgivet den 18. september 2020.