“Hunden tror, kniven i min hånd, er en pind/ det kan vi godt sige hund, vi kan godt lege / vi sætter os i sandet, stilfærdigt som voksne, hunden lægger, hovedet på mit lår / en åbning i pelsen, den bløde bug / et snit / et snit / et snit for hver dag uden stemme, et snit for alle mine aldre/ kniven varmes op, i hundens krop.”

Casper Havser har begået en gribende stærk og uhyggelig aktuel digtsamling om seksuelle overgreb imod børn. I et blændende smukt og poetisk sprog giver han de krænkede børn en vigtig stemme.

“Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale” er Casper Havsers debutdigtsamling, og er skrevet under pseudonym. Selv siger forfatteren, at digtsamlingen ikke handler om ham selv, men, at han ser sig selv som en budbringer for de misbrugte børn, han har mødt. Det har man dog som læser noget svært ved at tro på, for beskrivelserne af de ubærlige krænkelser er så stærke, at man kan føle dem langt ind i sin egen sjæl.

Vi følger en unavngiven jegperson, der bliver misbrugt af manden i huset – enten sin far eller sin stedfar. Meget symbolsk er faderfiguren jæger, og de seksuelle overgreb pakkes skræmmende og poetisk ind i et umiddelbart smukt jagtunivers. Men universet emmer af gru. Det er overgrebes sted. Offeret bliver ofte sammenlignet med en hund, og krænkeren er jægeren.

“han kalder på mig / eller hunden / vi har samme navn / mine bukser bliver våde / jeg pisser stoffet / mørkt af forskrækkelse”

Samtidig kaldes faderfiguren for Gud. Det nuancerer barnets forhold til overgrebsmanden, som han både beundrer og er afhængig af. Det gør barnet til et rystende nemt offer. Moderen er konstant fraværende, igang med at hænge “hvide laguner op i solen” eller tilberede aftensmad.

Langsomt, ord efter ord, linje efter linje brydes tavsheden i ordknappe sætninger, hvor historien og den ubærlig sorg foldes ud i et sjældent set stærkt og gribende poetisk sprog. Underspillet og fortættet formidles følelserne,; afmagten, rædslen og svigtet. Fremragende løftes og udfoldes poesien og bliver et middel til at beskrive det uudholdelige og ubeskrivelige.

Det hele ses fra barnets, den unges (den krænkedes) synsvinkel, og det gør digtsamlingen rystende stærk, og grådklumpen i halsen vokser sig større og større i takt med at man læser værket. For selvom digtsamlingen består af korte strofer, og tingene siges med meget få ord, så er de modbydelige, seksuelle overgreb beskrevet, så man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår.

Alle kan få noget ud af at læse dette vigtige værk, som i sjælden grad formår at beskrive ofrenes næsten ubeskrivelige følelser. Samtidig gives der en stemme til alle de ituslåede sjæle, som har været udsat for seksuelle overgreb. Så nu er tavsheden ikke længere kun et mellemrum. Modigt, vigtigt, læsværdigt.

Casper Havser: Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale, 221 sider, Lycius/Gladiator, udkom 10. september 2020.