Inge Duelund Nielsen og Gitte Gade: Claras bog
“Nogle skoler er mobbefri. Hvorfor får man så et hul i maven. Huller er ingenting med ingenting indeni. Hvordan kan det gøre ondt i noget, der ikke er der?”
Hvis man mangler en god bog at læse sammen med børnene i efterårsferien er ‘Claras bog’ et rigtigt godt bud. Den er eventyrligt smuk, og så er den et godt afsæt til at tale om mobning og om at føle sig udenfor. De vidunderlige illustrationer skaber et univers, der sender tankerne i retning af den fortryllende drømmeverden i Astrid Lindgrens ‘Allerkæreste søster’, og giver fantasien fri, det tunge emne til trods.
‘Claras bog’ er en meget smukt illustreret bog, som handler om pigen Clara, der en stille pige og bliver ignoreret af alle andre. Ja, hun er næsten usynlig. Det er først den dag, hun ikke kommer i skole, at klassekammeraterne bemærker hende, fordi hun ikke er der.
Den eneste, der ser Clara er buschaufføren Patricia, der kører den skolebus som Clara tager hver dag. Det er Patricia, der skriver bogen, som fortælles af Clara. Et fint stilistisk greb, der giver historien et fint objektivt lag, der udtrykker Claras følelser set udefra:
“Efter det med huen holdt hun næsten op med at sige noget. Hun sad bare og stirrede. Enten på noget bag øjenlågene eller et eller andet sted udenfor, der pludselig fangede hendes opmærksomhed”.
Bogens er spækket med smukt sprog, uforglemmelige indre billeder og en dyb og passioneret indlevelse i det ensomme og stille barns sorgfulde univers. Men vi efterlades aldrig i socialrealismens forstemmende grå dyb. For Clara kan tale med dyrene, og så kan hun skrive en bog. Og hun kan få sin ven buschaufføren til at hjælpe sig med at gøre den færdig. Og så knyttes de fine filosofiske overvejelser altid sammen med illustrationerne, der lader fantasien blomstre.
Bogen er en fuldstændig unik oplevelse, og den formår at tale direkte til de stille børns indre. En stille og og intens fortælling i smukke ord ledsaget af vidunderlige, dæmpede naturfarver, som man får lyst til at træde ind i.
Inge Duelund Nielsen og Gitte Gade: Claras bog, Jensen & Dalgaard, 72 sider, udkom den 25. september 2020.