Tess Gerritsen: Den tavse pige
Tess Gerritsens bøger når ikke at ligge ulæste længe hjemme hos mig, så har du endnu ikke stiftet bekendtskab med hendes Rizzoli & Isles-serie, har du virkelig noget at se frem til. Serien handler om kriminalassistent Jane Rizzoli og retsmediciner Maura Isles, og hver eneste bog tager fat på et interessant nyt emne, det værende sig polygami som i hendes sidste bog ’Iskold’ eller gamle myter som i bogen ’I satans tjeneste’. I denne niende bog i serien, ’Den tavse pige’, tager hun os med til Bostons Chinatown, hvor gamle sagn og myter stadig skræmmer bydelens beboere, og hvor ondskaben efter en massakre stadig klæber sig til bygningens vægge.
Da en afskåret hånd findes af en gruppe turister i en gyde i Bostons Chinatown, tager det ikke Jane Rizzoli lang tid at regne ud, hvor de skal lede for at finde håndens ejer. På taget af en bygning nær ved finder de en kvinde med halsen skåret over med et snit så præcist, som de aldrig har set før, og to ikke-menneskelige hårstrå som det eneste spor på offeret. Det leder deres tanker leder hen på oldgamle myter og samuraisværd, og en nyudklækket kriminalassistent på Rizzolis hold gør hende opmærksom på en nitten år gammel massakre, der skete netop i den bygning i Chinatown, hvor offeret blev fundet. Snart leder sporene hen til en gådefuld mester i martial arts og en kvinde, der bærer dybe ar i sjælen efter en hændelse, der fratog hende alt.
Isles er ikke vellidt af politiet i denne nye Gerritsen-bog. Hun har vidnet mod en politimand og har fået hele styrken på nakken. Det hindrer dog ikke den nye kriminalassistent Johnny Tam i at bede hende om hjælp til at kigge en række gamle sager igennem, og med Isles’ skarpe blik for detaljer tager sagen da også en helt ny drejning. For hvad har en række forsvundne piger gennem de sidste nitten år at gøre med nedslagtningen af fem mennesker og et efterfølgende selvmord på en restaurant i Chinatown? Og hvem er det, der stadig sender beskeder til restaurantmassakrens efterladte?
Som altid har Gerritsen skruet en fremragende plot sammen, som kører læseren rundt i manegen fra start til slut. Rizzolis mand, FBI-agenten Gabriel Dean, er bestemt ikke tilfreds med, hvordan det hele udvikler sig, og Rizzolis alt for store engagement i sagen. Det giver en del knas i ægteskabet, og med Isles’ store sorg efter bruddet med den katolske præst Daniel Brophy, har bogen en masse personlige kriser, som kun er med til at give den det ekstra, der netop gør Gerritsens bøger til noget helt særligt. Heldigvis ved jeg, at der er flere Rizzoli & Isles-bøger i vente.
Læs vores anmeldelser af Tess Gerritsens andre bøger her
Tess Gerritsen: Den tavse pige, Forlaget Jentas, Oversat af Anne Mette Poulsen, 400 sider, udkommer 1. november 2020