Johansen og Larsen: Kong Kristian
Det skorter ikke på detaljer fra møder og samtaler bag lukkede døre i denne bog om Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Vi får alt det beskidte vasketøj fra partiets kolossale nedtur gennem de seneste fem år præsenteret.
Det er selvfølgelig altid interessant at komme med ind bag de lukkede døre i et parti, en virksomhed eller en regering. Og mange af oplysningerne i bogen er da også ny viden for udeforstående.
Man sidder dog også tilbage med en lidt tom fornemmelse. For hvad er de her begivenheder, som bogen beskriver, udtryk for? Hvorfor har den ellers så kontrollerede Thulesen Dahl ladet tingene komme så meget ud af kontrol, som bogen beskriver det? Og hvad kunne der tænkes at ske nu?
Den slags analyser savner man at forfatterne leverer. Det bliver meget; læs om alle de detaljer vi har gravet frem. Men træk selv stregerne mellem dem og drag dine egne konklusioner. Her kunne det have været på sin plads, at forfatterne vovede skindet og gav deres analyse på baggrund af de mange samtaler og den research, som bogen bygger på.
Hvad bogen ikke har i analyse, har den til gengæld i detaljer. Ikke mindst om hvilken mad, der er på bordet, og hvad der er i glassene, når der diskuteres og forhandles politik. Mad betyder rigtig meget for Thulesen Dahl, når han skal forhandle. Men til sidst bliver det lidt for meget at få beskrevet hele tiden.
“Kong Kristian” er dette års indtil videre næstmest omtalte politiske udgivelse – efter Lars Løkke Rasmussens bog. Omtalen har primært handlet om den panik, som bogen inden sin udgivelse skabte i Dansk Folkeparti, og om de kup-planer, som Morten Messerschmidt arbejdede med i kulissen. Det omtales kun ganske overfladigt til allersidst og bør ikke være grund nok til at læse bogen.
Men hvis man gerne generelt vil ind bag kulissen i Dansk Folkeparti og få et indblik i de interne magtkampe, så er det bogen her man skal læse. Det er indtil videre den bog i nyere tid, der kommer længst ind i maskinrummet i et parti, som normalt er meget lukket.
Kaare Hanghøj Johansen og Kristian Brårud Larsen: Kong Kristian. People’s Press, 2020. 264 sider.