“Jeg gad vide ved hvilken mystisk kemisk proces en “lille flok” dannes: sommetider opløses den meget hurtigt, somme tider forbliver den homogen i mange år.”

Sådan lyder det interessante anslag til kortromanen “Memory Lane”, som er den prisvindende franske forfatter, Patrick Modianos 8. udgivelse på dansk.

Da Modiano i 2014 modtog Nobelprisen i litteratur begrundede det Svenske Akademi tildelingen med følgende ord: “Patrick Modiano får dette års prestigefyldte pris for mindernes kunst, som han bruger til fremkalde de mest uhåndgribelige menneskelige skæbner samt afdækningen af livet under besættelsen”. Man forstår til fulde valget af Modiano som pristager, når man læser udgivelser som “De dunkle butikkers gade” og “Askeblomster” og “Usynligt blæk”, som alle tre tæller blandt mine yndlingsbøger.

Derfor glædede jeg mig også meget til at læse “Memory Lane”, og fordybe mig i den erindringens nostalgi og psykologi, og ikke mindst den melankoli, som Modiano mestrer så fremragende. Derudover så jeg også frem til at nyde værkets illustrationer – de meget smukke stregtegninger skabt af den kendte franske illustrator og kunstner Pierre Le-Tan (1950-2019).

“Memory Lane” er på mange måder typisk for Modiano. Bogens hovedperson, fortælleren Jean, husker tilbage på et år i hans liv for længe siden. Her beskriver han mødet med en gruppe mennesker, som langsom åbner sig for os i takt med at bogen – og Jeans erindring – skrider frem.

Jean møder den lidt ældre George Bellune, på det pladeselskab, som de begge arbejder for. Vi er ikke i tvivl om, at Georges karriere er for nedadgående for “jeg hørte sjældent telefonen ringe bag skillevæggen”, som det så subtilt beskrives. George introducer Jean til Paul og Maddy Contour, et stilfuldt ægtepar, der lever langt over deres økonomiske formåen. Hun er tidligere model for et parisisk modehus, han er tidligere advokat med fejlslagne investeringer i bagagen. De er begge solbrune og sporty, og bor i en luksuriøs Pariser-lejlighed.

Med i gruppen hører også Contour-parrets husven, chaufføren og privatsekretæren, amerikaneren Doug, som er kommet til Paris med den amerikanske hær og som blev hængende efter befrielsen. Desuden en række andre personer med hver deres historier og særheder. Fælles for dem alle er, at de primært fortæller om det, der engang var: drinks og middage, udflugter og underholdning, og weekender i Contour-parrets hus på landet.

Parret er umiddelbart både generøse og gæstfrie; men det er ikke glæde, der oprulles i takt med, at Jean lægger brikkerne til et traumatisk livskapitel. Den luksuriøse maskerade står for fald. Modianos velkendte temaer – erindring, glemsel, fortrængning og vemod – er universelle følelser.

Derfor fanges vi også af romanen. Desværre kommer vi aldrig ind under huden på den lille flok. For i bestræbelserne på at sætte ord på erindringens mekanismer, taber Modiano desværre sine karakterer på gulvet. Der skrabes kun lidt i overfladen og de flygtige personer forbliver, ja flygtige, og derfor også relativt uinteressante. Selvom vi hører om både fejlslagne investeringer og bristede drømme, der burde skabe dybde i persongalleriet, så forbliver de et forstemmende øjebliksbillede på en tabt tid. Som vi i øvrigt har set så sublimt beskrevet hos Proust. Heldigvis bæres værket igennem af Le-Tans tegninger, der eminent understreger stemningen af den sitrende tomhed, der spejles i den slidte og fortabte dekadence.

Patrick Modiano: Memory Lane, Batzer og Co., 84 sider, oversat fra fransk af Lone Bjelke, udgivet den 6. november 2020.