Allerhelst ville jeg bare nøjes med at skrive: læs den! Denne autobiografiske, symbolladede stilistiske tour de force, som fra første sætning hvirvler læseren ind i sjælens og bevidsthedens uudgrundelige dybder. Hvor en uophørlig tankestrøm åbner op for et liv, der bærer på så store sorger, at de kun kan forløses af bøn og kunst.

Vi er kommet til del tre af Septologien, som er den prisvindende norske forfatter og dramatiker Jon Fosses stort anlagte syvbindsværk. Det er blevet onsdag, og vi møder, som i de to øvrige bind, bogens jegfortæller, den aldrende kunstmaler Asle, der enkemand og temmelig isoleret.

Hvert værk begynder med en variant af den samme sætning. ‘Jeg er en anden’ starter med “Og jeg ser mig selv stå og se på billedet med de to streger, en lilla og en brun (…)”. Omgående er vi tilbage, næsten hvor vi slap i bind to. Men noget er anderledes. Huset er ildevarslende, koldere end sædvanlig. Som altid føres vi frem og tilbage i tid, og denne gang er det Asle, som teenager, der spejles i den voksne og ældre Asle. Igen berøres barndommens traumer; tabet af søsteren og overgrebene, som denne gang kontrasteres af, at Asles mor anklager ham for at have stjålet tre enkroner. En anklage uden hold, der sætter yderligere sprækker i forholdet mellem mor/søn.

For at overdøve de mange billeder af søsterens død og morens evige formaninger, vil den unge Asle spille guitar og starte et band. Men manglen på talent kommer i vejen for planerne. Vi hører også om, hvordan Asles mor presser hans far til at tage kørekort, og med den Fosse’ske humor hører, vi om, hvor langsomt han kører. Ja faktisk har Asle aldrig set nogen køre så langsomt.

Bilen er et gennemgående symbol i Septologien, hvor den ud over at være et flugt- og transportmiddel også repræsenterer det erindringsrum vi altid har med os. Bagagerummet vil altid være fyldt af vores livshistorie, og vi altid se landskabet bag os, selvom vi bevæger os fremad.

I den tredje del af fortællingen, er Asle på vej tilbage til Bjørgvin for at aflevere sine malerier til Galleri Beyer, som skal udstille hans billeder i juletiden. Vejen er lang og mørk, og sneen gør turen vanskelig. Asle sendes i retning af sin barndom, og det afsløres at forståelseskløften mellem forædrende os Asle, hænger sammen med søsterens død.

Der er stadig ingen punktummer i bogen, hvor alting flyder; tankestrømmen, tiden, erindringerne. Asles tanker åbnes mere og mere op, og læseren trækkes umærkeligt ind i denne suggestive bevidsthedsudvidende læseoplevelse.

Man skal turde overgive sig fuldstændig til den repetitive stil, der næsten står som et messende religiøst mantra. Det kan kræve overvindelse, og man skal virkelig have lyst til at blive en del af et formeksperiment ud over det sædvanlige. Men har man det, så venter der en helt usædvanlig læseoplevelse på højde med den franske symbolist, Arthur Rimbaud. Den direkte reference gives både i bogens titel og i indledningscitatet: Je suis un autre (“jeg er en anden”). Læs den, og mærk den på egen krop!

Jon Fosse: Septologien III, Batzer & Co., 114 sider, 25. september 2020, oversat fra nynorsk af Jannie Jensen og Arild Batzer.