Den upålidelige og indgribende fortæller er et almindeligt fortælleteknisk greb i skønlitteraturen, og vi kender det helt tilbage fra Blichers novelle “Hosekræmmeren” fra 1829. I den avancerede og noget elitære roman “Præsens Maskine” tages begrebet til nye højder. Der spilles ambitiøst op til både Murakamis mesterværk “1Q84” og Christoffer Nolands Oscarvindende science fiction film “Interstellar”. Men desværre udebliver mystikken, magien og forløsningen her.

Romanen handler om Anna og Laura, der er mor og datter. De bliver skilt ad, da verden pludselig deler sig i to parallelle universer på grund af en fejllæsning. De er ikke selv klar over, at verden er skredet, men føler alligevel et udefinerbart savn. Der er noget, der ikke stemmer. De savner. Noget. Noget, de ikke kan sætte ord på.

Det er et afsindigt spændende oplæg, der har fremragende takter i forhold til tematisering af ensomhed, fejllæsning, angst, uro, interpersonelle relationer og den ubodelige søgen efter noget andet, noget mere, noget bedre. Måske meningen med livet?

Men mest af alt handler romanen om sproget. Om hvordan en fejllæsning, kan sende os i en helt forkert retning og føre os helt ud af sync med virkeligheden. For eksempel hedder bogen “Præsens maskine” fordi Laura fejllæser navnet på en fejebil, da hun kigger ud af vinduet og tror, at der står “præsens maskine”. I virkeligheden står der “Præcis maskine.” Denne fejllæsning er så eklatant, at en bog (nærværende værk) opkaldes efter det. Lauras fejllæsning refererer altså til vores handlinger med og opfattelser af sproget. Og de konsekvenser, det medfører.

Anna derimod sendes ind i en parrallel verden, da hun læser en digtsamling af Tua Forsström, og fejllæser ordet “trädgard” (have på dansk), som tärdgard, og universet spalter sig i to. Samtidig er fortællingen i hænderne på bogens alvidende og meget eksplicitte fortæller, der konstant leger kispus med læseren:

“Laura står i skrivende stund ude i den cirka en kvadratmeter store gang mellem køkken, badeværelse og soveværelse. Når jeg siger ‘i skrivende stund’ refererer det naturligvis til mig, ikke til Laura. Det havde nok været mere korrekt at skrive ‘i skrivende stund har jeg våde fødder’, for det er sandt.”

Det er altså sproget (fortælleren), der skaber menneskene og dets identitet. Derfor skal man naturligvis altid forholde sig kritisk til en fortælling – og ikke nødvendigvis tage den for gode vare. For ligesom sproget kan samle, kan det også skille os ad – polarisere og intimidere os. Det kan forrykke vores verdener, splitte og adskille os. Som vi for eksempel ser det i Trumps retorikforråede USA, og nu også i Danmark, hvor den den afgående præsidents udtryk “dræne sumpen” pludselig kommer ud af munden på en dansk politiker. To små ord, der pludselig skaber stor, stor splittelse.

En meget relevant og dybt interessant pointe. Omend ikke så nytænkende for vi ved jo godt, at det altid er penneføreren, der har magten. Fører man derimod ikke pennen, kan det føre til misforståelser og i værste fald fremmedgørelse, marginalisering og ensomhed.

Jeg holder meget af bogens intentioner og dens skarpe og interessante personkarakteristikker. Men demonstrationen af at tese kan brydes af antitese samt at historien altid kan omskrives af fortælleren, bliver desværre både fortænkt og alt for åbenlys. Formen og den konstante sproglige digression overdøver epikken i en grad, der opløser i stedet for at samle. Hold nu op, hvor er det ærgerligt. For norske Gunnhild Øyehag er en fremragende forfatter, der som få forstår at reflektere over sproget, og dets evne til at sende os i alverdens retninger; dets magt til at forskyde livet, psyken og tiden. Men læs endelig “Præsens Maskine”, hvis du gerne vil have et interessant oplæg til en sprogfilosofisk diskussion. Så får du virkelig meget for pengene.

Gunnhild Øyehaug: Præsens Maskine, Gutkind, 162 sider, oversat til dansk af Sara Koch, udkom den 5. november 2020.