Udgivelsestidspunktet for den svenske kulturredaktør og forfatter Åsa Linderborgs kontroversielle og debatskabende dagbog “Året med 13 måneder” kunne næppe være bedre. I bogen nuancerer Linderborg #MeToo-debatten, og problematiserer blandt andet den uhellige alliance mellem medier, læsertal og #MeToo-afsløringer. Det er både indsigtsfuldt, begavet og enormt modigt. For det er nemlig ikke bare de andres rolle, som Linderborg sætter under kritisk lup – det er også hendes egen, som kulturredaktør på tabloidavisen “Aftonbladet”. Det er der kommet en enormt læsværdig bog ud af, som bør læses af alle, der interesserer sig for samfund, kultur- og mediehistorie.

Man skulle næsten tro, at forlaget Gutkind havde en spåkugle mellem hænderne, da de valgte at udgive Linderborgs indsigtfulde dagbog på dansk i oktober 2020. #MeToo-bomben var netop sprunget med et gigantisk brag, der væltede politikere og andre danske personligheder ned af pinde og piedestaler.

Åsa Linderborgs dagbog dækker perioden fra 2017-2018, som var den periode, hvor #MeToo debatten var på sit allerhøjeste i Sverige. Blandt andet udspillede balladen omkring Det Svenske Akademi, der førte til, at Nobelprisen ikke blev uddelt, sig for åbent tæppe. Som kulturredaktør på Aftonbladet deltog Linderborg aktivt i #MeToo-debatten, som hun prøvede at nuancere. Blandt andet problematiserede hun den folkedomstol, der gang på gang fælder mænd, som udelukkende dømmes på rygter og sladder, og som aldrig selv bliver hørt.

Derfor gør det desto mere ondt på hende, da hun selv dømmes af selvsamme folkedomstol og den venstreintellektuelle presse. De mener nemlig, at hun og hendes avis er medskyldig i, at teaterchefen og skuespilleren Benny Frederiksson begår selvmord efter en meget hård kritik i netop Aftonbladet. En kritik, der rykker ved Linderborgs egenopfattelse som intellektuel, og som får hende til at reflektere yderligere over, vigtigheden af, at en sag altid ses fra to sider. Som medarbejder på en tabloidavis får hun sværere og sværere ved at se sig selv i spejlet.

Samtidig skildrer dagbogen også et år, hvor Linderborg udsættes for en stor personlig sorg, da hun bliver skilt. Hun drikker for meget, og skriver artikler, som hun ikke altid er helt tilfreds med. Hun udstiller med andre ord sig selv, som et menneske med fejl og mangler. Som et ganske almindeligt menneske, der pludselig selv falder for folkedomstolens hurtige, unuancerede dom. Hendes personlige historie og udvikling spejles raffineret i det sammenbrud, som #MeToo fører med sig alle vegne. Samtidig står det tydligere og tydligere, at alle anklagede har ret til et forsvar.

Bogen myldrer selvsagt med referencer til svenske personligheder, som vi ikke nødvendigvis kender i Danmark. Men bogens pointe er alligevel soleklar: Man (individ såvel som pressen) bør altid belyse en sag fra to sider. Ellers risikerer vi at tilsidesætte retssikkerheden i vores iver efter læsertal og efter at straffe krænkerne. Jeg kunne ikke være mere enig. Tak for brølet Linderborg.

Åsa Linderborg: “Året med 13 måneder”, Gutkind, 416 sider, oversat fra svensk af Lisbet Kjær Johansen, udkom 28. oktober 2020.