// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Angela Marsons: Blodets bånd
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Angela Marsons: Blodets bånd

Skrevet af den 9. november 2020 – 06:00Ingen kommentarer

Hold på hat og briller, Angela Marsons er på banen med en ny Kim Stone-krimi, og som altid er der fuld fart over feltet. Endnu engang bliver Stone kastet ud i en jagt efter en snedig morder, som har en agenda, der ikke umiddelbart er til at se – medmindre man er en hardcore ensom ulv som Stone, der kaster alt over bord i jagten på sandheden.

En kvinde findes myrdet med et enkelt knivstik i sin bil, og hvad der først ligner et røveri, får Stones knivskarpe instinkt til at stille spørgsmålstegn ved hele setuppet. Da en stofmisbruger kort tid efter findes myrdet med nøjagtig samme type knivstiksår, ved Stone, at de har med en meget udspekuleret morder at gøre. Hun kan bare ikke få forbindelsen mellem ofrene til at give mening, og da endnu et offer bliver linket til sagen, må de starte helt forfra og tænke i nye baner.

Samtidig tager sociopaten dr. Alexandra Thorne, som Stones endelig har fået bag tremmer, kontakt til Stone. Thorne har noget, hun ved Stone gerne vil se, men Stone kommer ikke til at få det uden omkostninger. Den forskruede Thorne har nemlig sin helt egen morbide dagsorden. Hun vil have, at Stone skal mødes med sin mor, som også er spærret inde på livstid. En mor som lænkede Stone og Stones tvillingebror til en radiator, da de var små, og forlod dem. Den kvinde som var skyld i Stones brors død. Da Stone pludselig opdager, at hendes mor står til snart at blive sluppet fri, går hun i panik. Det må under ingen omstændigheder ske.

Jeg er simpelthen så vild med karakteren Kim Stone. Hendes eneboerstil passer enormt godt ind i billedet af denne ekstremt dedikerede kommissær, som kun hvis hun ikke kan undgå det, bruger tid på noget som helst socialt med sine kollegaer. Og dog, for hvis det brænder på, vil hun gøre alt for dem, for de er nok noget af det tætteste, Stone kommer på en familie. Stone er vokset op i forskellige plejefamilier og har været udsat for ting, børn aldrig burde opleve. Den baggrundshistorie gør, at man som læser føler en stor omsorg for hende på trods af hendes stive og socialt inkompetente stil. Marsons bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men som i andre serier om en bestemt person får man selvfølgelig det bedste overblik ved at læse dem alle. Så du kan sagtens begynde at glæde dig.

Blodets bånd er den femte bog i serien om Kim Stone. Læs vores anmeldelser af de tidligere bøger her.

Angela Marsons: Blodets bånd, Forlaget Jentas, oversat af Stig W. Jørgensen, 368 sider, oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.